Kommunikerer vi for meget?

Heynabo! er en app, som mange bofællesskaber benytter til deres interne kommunikation. Lidt i stil med folkeskolens Aula. Den fungerer faktisk rigtig godt. Her kan vi sende meddelelser om stort og småt ud til alle bofæller; booke tid til familiefester i ét af vores fælleshuse; orientere om kommende møder i én af de mange ansvars- eller interessegrupper; eller vælge at kommunikere direkte med én eller flere af bofællerne om et anliggende, som bare vedkommer os.

Naturligvis kan vi undertiden hver især sidde tilbage med en oplevelse af, at der kommunikeres for meget om for mange trivielle småting, som man hellere burde håndtere ved at banke på døren hos en bofælle. Vi er heller ikke alle sammen lige gode til at håndtere store mængder information, så hvis mængden bliver for voldsom, risikerer fællesskabet, at nogle af os falder fra. Det er ikke godt for den demokratiske samtale. Men det er vi opmærksomme på, og det snakker vi om.

Som udgangspunkt er Heynabo! ikke en platform, som egner sig til at dele meget private oplysninger, den slags som handler om ægteskabets fortrædeligheder, vores børns udfordringer, sygdom i familien, uenigheder og konflikter mellem naboer. Den slags egner sig normalt bedst til den direkte personlige samtale, hvor man har øjenkontakt og bedre kan fornemme ansigtets udtryk og kroppens bevægelser.

En familie med udfordringer

Derfor blev jeg overrasket, da jeg en dag gik i gang med at læse et længere brev fra en bofælle, som mere detaljeret, end jeg havde forventet, fortalte om familiens situation. I takt med, at jeg læste mig igennem den åbenhjertige redegørelse, blev jeg også trist til mode.

Jeg var godt klar over, at familien havde udfordringer, det tror jeg alle i bofællesskabet var klar over. Men jeg oplevede henvendelsen som et nødråb, som et skrig om hjælp, støtte, opbakning.

Kunne jeg sammen med min hustru opfylde den forventning?

Ville vi som fællesskab være i stand til at levere?

Skulle vores ideale forestilling om rummelighed nu stå sin prøve?

Det er vigtige og grundlæggende etiske overvejelser, som vi også har i det store samfunds sammenhæng, når vi snakker om diversitet, identitet, inklusion, ensomhed, polarisering, land kontra by og meget andet. Men når spørgsmålene bevæger sig fra det store til det små, fra det abstrakte og principielle til det nære og konkrete, når der kommer personer, navne og ansigter på udfordringen, så bliver det sværere.

Hvad kan vi gøre?

Der findes næppe en dansker, som ikke har kendskab til et diagnose-ramt medlem af den nærmeste familie, om ikke inden for hjemmets fire vægge, så et sted i den udvidede familie eller blandt nære venner.

Vi ved måske ikke i detaljer, hvad det kræver af omgivelserne at få de ramte til at ’få livet tilbage’, men vi har en god fornemmelse af, at det kan være svært, med timer og dage, uge efter uge, måned efter måned, præget af et uoverskueligt vildnis af tunge tanker.

Vi kender det i hvert fald fra vores egen familie. Derfor følte jeg en knugende tomhed, da jeg læste vores bofælles hjerteskærende nødråb, som jeg tror andre bofæller også gjorde.

Samtidig var min spontane reaktion, at det må vi naturligvis gøre noget ved. Et eller andet må vi kunne hjælpe til med!

I skrivende stund ved jeg ikke helt hvordan. Vi er alle travle mennesker; vi har alle små eller store udfordringer; vi kan ikke bare kaste alt andet, vi tumler med, til side; sådan er livet også.

Det er ikke en undskyldning, højst et forsøg på en forklaring. Men jeg håber, at vi sammen kan hjælpe vores familie med at finde de små sprækker i den mørke nattehimmel, som de har brug for i kampen for at finde det liv, deres barn – og familien - har brug på.

Læs andre artikler her: "Livet i Fridlev 2024" - f4dialogue