Hvordan ser et bofællesskab ud, når det har eksisteret i mere end 30 år?
Et historisk lejebofællesskab deler erfaringer med anvisningsret, arbejdsdage, omsorg og hverdagen i et bofællesskab.
Vidste du, at de første moderne bofællesskaber opstod i Danmark i slutningen af 1960’erne?
Her begyndte en ny boligbevægelse at eksperimentere med at bo tættere sammen og dele flere funktioner i hverdagen. Siden da er der opstået bofællesskaber over hele landet – i mange forskellige former.
Et af dem er Gammel Grevegård i Skalbjerg på Fyn, som blev etableret i begyndelsen af 1990’erne.
Her bor omkring 45 mennesker i dag i 20 rækkehuse og fire mindre boliger omkring en gammel gård. Bofællesskabet blev etableret i begyndelsen af 1990’erne, da de gamle staldbygninger på gården brændte ned, og stedet ikke længere kunne genopbygges som landbrug. I stedet opstod idéen om at skabe et bofællesskab – inspireret af den store interesse for bofællesskaber i området.
I dag er Grevegården et lejebofællesskab under Vissenbjerg Boligforening, men med en stærk beboerkultur og anvisningsret, så fællesskabet selv er med til at vælge nye naboer.
Vi er taget på besøg for at høre, hvad mere end tre årtiers erfaring med bofællesskab kan lære os.
Råd 1: Tænk jeres anvisningsret godt igennem
Særligt i lejebofællesskaber er det vigtigt, at fællesskabet selv kan vælge nye naboer.
På Gammel Grevegård har beboerne anvisningsret. Det betyder, at de er med til at beslutte, hvem der flytter ind, når en bolig bliver ledig.
Interesserede kommer først på besøg i bofællesskabet, spiser med og bliver vist rundt. På den måde kan både ansøgere og beboere få en fornemmelse af hverdagen og stemningen i fællesskabet.
Hvis interessen stadig er der bagefter, kan man sende en ansøgning, som fællesskabet tager stilling til.
For beboerne betyder det meget. For hvis for mange flytter ind uden lyst til at deltage i fællesskabet, bliver det svært at få det til at fungere.
Råd 2 Giv plads til omsorg i hverdagen
Et bofællesskab fungerer bedst, når man holder øje med hinanden.
Hvis nogen ikke er blevet set i nogle dage, er der nogen, der banker på døren. Hvis en nabo går igennem en svær tid, dukker der ofte mad op.
En beboer beskriver det sådan:
“Vi er hinandens hverdagsfamilie.”
Det betyder ikke, at alle er tætte venner. Men man passer på hinanden.
Råd 3: Skab fællesskab gennem praktiske opgaver
Fællesskabet opstår ikke kun omkring hygge – men også når man arbejder sammen.
På Grevegården samles beboerne cirka en gang om måneden til fællesdag.
Her bliver der malet vinduer, klippet hæk, passet dyr, repareret og ordnet det, der trænger. Nogle arbejder i haven, andre laver mad, og nogle står for vedligehold eller praktiske opgaver.
Dagen starter typisk med morgenmad, fortsætter med kaffe undervejs og slutter med fælles frokost og kage.
Det er ikke alle, der laver det samme – men alle bidrager på en eller anden måde.
En typisk fællesdag på Grevegården
Morgenmad sammen
Arbejde i mindre grupper
Formiddagskaffe
Frokost sammen
Arbejde videre
Kaffe og kage om eftermiddagen
Beboerne forventes ikke at deltage hver gang – men typisk 8 ud af årets 12 fællesdage.
Råd 4: Lad fællesspisningen være et samlingspunkt
Når man laver mad sammen, lærer man hinanden at kende.
Fællesspisningen er en vigtig del af livet på Grevegården.
Beboerne laver mad i mindre hold og mødes omkring måltidet. Det giver et naturligt sted at mødes i hverdagen – også på dage hvor man ellers bare ville gå direkte hjem.
For mange er det netop i køkkenet, relationerne opstår.
Råd 5: Husk at fællesskabet skal plejes
Et bofællesskab er ikke færdigt, bare fordi husene står der.
En gang om året holder beboerne visionsdag.
Her taler de om, hvem de er som fællesskab, og hvad de ønsker for fremtiden. Nogle gange foregår det gennem samtaler. Andre gange gennem kreative øvelser, rollespil eller teater.
Pointen er, at fællesskabet hele tiden udvikler sig – og derfor også skal genopfindes løbende.
Råd 6: Skab rum for de uformelle møder
Fællesskab opstår ofte i de små møder mellem husene.
På Grevegården står en kaffebænk foran fælleshuset.
Her kan man sætte sig med en kop kaffe eller sit strikketøj – og næsten altid kommer der nogen forbi og sætter sig ved siden af.
Der har også været fredagscaféer, fællessang efter aftensmaden og under corona en lille vogn, hvor beboerne kørte rundt med kaffe og hjemmebag til naboerne.
Det er små initiativer som disse, der gør det let at træde ind og ud af fællesskabet.
Tre ting der får et bofællesskab til at fungere
Ifølge beboerne selv:
Man deltager i fællesskabet
Man taler om tingene løbende
Man har tillid til hinanden
Og måske vigtigst af alt: Fællesskabet skal vedligeholdes – ligesom husene.
Derfor bliver vi begejstrede for Gammel Grevegård
Noget af det første, der træder frem i samtalen med beboerne, er, at Gammel Grevegård ikke forsøger at være perfekt.
Her er ikke tale om et idealiseret fællesskab uden friktioner, men om et sted hvor hverdagen deles – med alt hvad det indebærer af møder, madlavning, arbejdsdage, børn, praktiske opgaver, sorg, glæde og spontane kopper kaffe.
Beboerne beskriver det selv meget præcist: De er ikke et stort værdifællesskab med et manifest eller en fast ideologi. De er bare almindelige mennesker, der gerne vil bo lidt tættere på hinanden.
Måske er det netop derfor, det virker.
Fællesskabet bliver holdt levende gennem konkrete strukturer: fællesmøder to gange om måneden, arbejdsgrupper med ansvar for forskellige områder og fællesdage cirka en gang om måneden.
Man forventes ikke at være med til alt – men man forventes at byde ind. Som en beboer siger:
“Det er et forpligtende fællesskab. Der er ikke nogen vicevært, der kommer og ordner tingene. Det gør vi selv.”
Men lige så vigtigt er det uformelle liv mellem husene.
Kaffebænken foran fælleshuset. Den spontane fællessang. Nogen der inviterer til cocktails i haven eller lærer børnene at snitte træ.
Fællesskabet lever både i strukturerne og i kulturen.
Og måske vigtigst af alt: i omsorgen.
Når livet bliver svært, er der nogen der banker på døren. Når en nabo har brug for hjælp, dukker der mad op. Børn vokser op med flere voksne omkring sig, og mange får relationer til naboer, der næsten bliver som ekstra bedsteforældre.
Det er ikke en idyllisk drøm – men et hverdagsliv, hvor mennesker faktisk bliver betydningsfulde for hinanden.
For os i Almenr er steder som Gammel Grevegård en vigtig påmindelse om, hvad bofællesskaber kan være, når de får lov til at udvikle sig over tid: levende fællesskaber, hvor mennesker gennem mange år øver sig i at bo tæt, tage ansvar, give plads, hjælpe hinanden og finde pragmatiske løsninger på det, livet bringer.
Ikke fordi det er perfekt.
Men fordi fællesskabet bliver skabt – igen og igen – af dem, der bor der.
Dette er første artikel i serien Historiske bofællesskaber, hvor vi besøger steder, der har været med til at forme bofællesskabsbevægelsen i Danmark.