Lille Fri

»Jeg vil gerne flytte til et sted, hvor man gerne vil hinanden«

Alexander og Line bor i København med deres datter Gry på lidt over et år. De er ikke vokset op i bofællesskaber, og de har heller ikke en færdig opskrift på, hvordan livet i Lille Fri skal se ud.

Alligevel er de blandt de første, der har valgt at blive medstiftere i Lille Fri. Vi har talt med dem om deres drømme og forventninger til det nye liv i et bofællesskab.

For Line og Alexander handler Lille Fri om muligheden for at skabe en hverdag, hvor man både har sit eget hjem og mennesker tæt omkring sig. Hvor børn kan løbe ud og finde nogen at lege med. Hvor en kort snak på vej hjem fra arbejde kan udvikle sig til samtaler og fælles aktiviteter.

Og hvor livet ikke foregår i små, isolerede kasser.

"For os har det været vigtigt at finde et sted med en blanding af aldersgrupper og forskellige mennesker. Lille Fri ramte noget vigtigt: placeringen, tidspunktet, boligernes størrelser og fornemmelsen af, at det ikke bliver en helt ens gruppe mennesker, der flytter ind. Der er både yngre, ældre og familier med børn. Det passer godt til os."

Om at give børnene en større hverdag

Tanken om, at Gry kan vokse op med andre børn og voksne tæt omkring sig, har fyldt meget i Alexander og Lines beslutning.

Line: Hverdagen med små børn kan hurtigt komme til at handle meget om rutiner derhjemme. Derfor ser vi frem til at have noget socialt og et fællesskab tæt på.

At man kan hjælpe hinanden lidt. Måske leger nogen med børnene, mens andre får et øjeblik til at ordne noget praktisk.

Vi glæder os også til fællesspisningen. At man spiser med andre, får talt sammen og samtidig ikke selv skal handle og lave mad hver eneste dag. Der er mange ting ved det, som virker rigtig gode i en hverdag med små børn.

Alexander: Jeg hørte engang nogen fortælle om et bofællesskab, hvor forældrene næsten aldrig så deres børn – men på den gode måde. Fordi børnene hele tiden var ude hos hinanden, legede udenfor eller var nede ved et fælles sted.

Det synes jeg lyder virkelig fedt. Det giver børn mulighed for selv at finde på ting, gå på opdagelse og have deres egne små fællesskaber.

Jeg tror, det gør livet lidt lettere for forældrene, men også sjovere for børnene.

Line: Jeg tror også, det er sundt for børn at møde forskellige voksne, andre børn og forskellige måder at gøre tingene på. Det kan være rigtig godt at opleve fra barnsben.

Om at lære sine kommende naboer at kende

Alexander og Line kom med i Designfællesskabet, efter processen allerede var begyndt. De har derfor ikke været med til alle workshops, men har blandt andet deltaget i en workshop om fælleshuset og et fællesmøde om den videre proces.

Alexander: Workshoppen om fælleshuset var en af de første gange, jeg mødte nogle af de andre medstiftere én til én og sad sammen med dem i længere tid.

Vi talte både om helt konkrete ting omkring fælleshuset og om mere generelle ting: Hvor folk kommer fra, og hvorfor de gerne vil bo i Lille Fri.

Det er fedt at få medbestemmelse over de fysiske rammer. Det har ikke været afgørende for os, at vi skulle kunne bestemme en masse selv. Men når man får muligheden, er det kun positivt.

Noget, der overraskede mig, var snakken om et fælles vaskerum. Jeg havde forestillet mig, at folk ville have deres egen vaskemaskine derhjemme, men der var faktisk god stemning for at dele.

Det siger måske noget om, at dem, der flytter ind, ikke har tænkt sig at isolere sig. Et vaskerum kan også blive et sted, hvor man mødes og får de små hverdagssnakke.

Line: Man når at møde de andre og få en fornemmelse af, hvem de er, og hvad de prioriterer.

Der er stadig lang tid og mange møder, før vi flytter ind. Så vi kan nå at lære hinanden at kende og begynde at bygge fællesskabet op allerede nu.

Det handler ikke kun om de praktiske beslutninger. Det handler også om at mærke, hvad det er for et fællesskab, man er ved at blive en del af.

Om alt det vi måske skal dele

Haver, højbede, vaskemaskiner og biler er nogle af de ting, der allerede har været oppe at vende blandt de første medstiftere.

Alexander: Jeg tror, der er mange ting, vi gerne vil dele. Haver, biler, vaskerum og den slags.

Der er stadig mange detaljer, vi ikke kender. Skal der være højbede, en yogaplatform eller noget helt tredje? Det kommer vi til at tale mere om senere.

Men jeg har en fornemmelse af, at der er god stemning og rimelig stor enighed blandt dem, der er med indtil videre.

Line: Vi vil gerne se, hvad andre brænder for, og hvad der bliver sat i gang. Så kan vi bedre mærke, hvor det giver mening, at vi selv byder ind.

Alexander: Jeg håber også, at der opstår fællesskaber, som primært er for de voksne.

Jeg er ikke i tvivl om, at der kommer mange gode ting for børnene. Men det kunne også være fedt med en filmklub, en læseklub eller andre mindre interessefællesskaber.

En helt almindelig dag om fem år

Når Line forestiller sig hverdagen i Lille Fri, er det ikke bare de store begivenheder, hun ser for sig. Det er alle de små møder undervejs.

"Jeg forestiller mig en hverdag, hvor man står op, spiser morgenmad og kommer afsted på arbejde.

På vej ud møder man måske nogle af de andre, siger hej og får en kort snak. Måske følges man med nogen over til vuggestuen eller børnehaven.

Når man kommer hjem, møder man noget socialt på vejen ind og ud. Man spiser måske sammen med de andre og bliver hængende lidt, mens børnene leger frit udenfor.

Det er nogle af de ting, jeg ser frem til"

Og Alexander supplerer:

"Jeg håber, der kommer morgener, hvor vi har lidt besvær med at få vores datter afsted, fordi hun hellere vil over til naboen.

Eller hvor et andet barn skal i vuggestue, og vi lige tager ham med, fordi forældrene har brug for hjælp.

Jeg håber på de små ting, der viser, at man er indlejret i et sted, hvor andre mennesker også er. At vores liv overlapper.

Nogle gange er det måske lidt upraktisk. Men når man ser det udefra, er det egentlig en virkelig fin ting.

Vores liv er ikke små isolerede kasser. De flyder lidt over i hinanden. Det kommer der både gode og besværlige ting ud af – men forhåbentlig flest gode."

Forpligtende fællesskab

At bo i Lille Fri bliver ikke det samme som blot at eje en bolig. Medstifterne skal også være med til at tage ansvar for stedet og fællesskabet - for fællesskab forpligter. Og kræver gensidighed og fælles bidrag.

Det skræmmer ikke Alexander og Line. For som Alexander siger:

"Fordi man får ansvar og forpligtelser, møder nye mennesker og oplever nye ting, tror jeg også, man kan vokse lidt som menneske.

Måske skal man nogle gange møde op til noget, der ikke lige var ens yndlingsting. Eller lægge flere kræfter i noget fælles, end man først havde tænkt.

Men jeg håber, at vi kommer til at lære noget af det og blive formet af det på en god måde. På en måde, som vi ikke ville blive, hvis vi bare boede i en villa og kunne passe os selv fuldstændigt."

Om at kunne lukke døren - og åbne den igen

Når Alexander og Line fortæller andre, at de gerne vil bo i bofællesskab, møder de ofte det samme spørgsmål: "Er der også plads til at være sig selv?"

Det er der, mener de. Forskellen er, at det sociale liv bliver lettere at vælge til.

"Man kan måske gå glip af en stor social gevinst, fordi man tænker: »Jeg kan slet ikke holde ud at være omkring mennesker hele tiden.«", siger Line og fortsætter: "Men det skal man jo heller ikke nødvendigvis.

Man kan stadig trække sig, når man har brug for det. Men det bliver nemt at træde ind i noget socialt – for eksempel til fællesspisning eller andre små ting.

Det kræver ikke en stor indsats at få lidt mere socialt ind i hverdagen. Og man kan tage det i de doser, der passer til én."

Alexander:

Jeg tror, mange mennesker er mere sociale, end de selv går og tænker.

Når vi fortæller om bofællesskab, bliver vi tit spurgt, om der også er plads til at trække sig. Og det er selvfølgelig vigtigt, at man kan lukke døren og være sig selv.

Men jeg synes næsten, det er ærgerligt, at man ikke også bekymrer sig om det modsatte:

Hvad går man glip af, hvis man bor helt for sig selv?

Hvad med alle de fællesskaber, aktiviteter og samtaler, man ikke får mulighed for?

Det kan godt være, at man indimellem bliver lidt overstimuleret eller hellere ville have været hjemme. Men jeg tror, det bliver opvejet af alle de gange, hvor man bliver positivt overrasket over noget, der sker.

En samtale. En oplevelse. Eller et fællesskab, man kun fik adgang til, fordi man var en del af stedet.