Get updates, communicate, download files and more

06:14 28/04

Lille Fri: To kollegaer blev til to medstifterpar

Rikke og Louise er kollegaer. De deler den samme drøm om en hverdag med mere nærvær, tættere relationer og en mere klimavenlig måde at dele ressourcer på. 💭 Drømmen fylder ofte i samtalerne over frokosten – og det var faktisk den samtale, der gjorde forskellen. I dag er de medstiftere i Lille Fri.

🌻.png

Sammen med deres familier har Rikke og Louise sagt ja til at blive en del af designfællesskabet for Lille Fri i Herfølge Bjergby.

Et designfællesskab er det første fælles skridt, hvor kommende beboere går med på rejsen og sammen begynder at forme rammerne for det, der bliver både et byggefællesskab – og senere et bofællesskab.


🌱 Om drømmen og hverdagen

Vi har talt med Rikke og Louise om, hvordan det er endt med, at de – næsten samtidig – har valgt at blive en del af Lille Fri.

“Vi er kollegaer,” fortæller de. “Det har vi været i omkring et års tid.”

I deres hverdag er klimadagsordenen ikke abstrakt – den er konkret. Noget, der kalder på handling.

“Vi arbejder begge med klima, så for os er det ikke en abstrakt dagsorden – det er noget, vi prøver at handle på i vores eget liv. Og der giver det bare mening at indgå i et fællesskab, hvor man kan dele ressourcer og vende sig mod hinanden, i stedet for at bo hver for sig bag hver sin ligusterhæk,” siger Louise.


🌍 Om værdier og fælles afsæt

Over frokosten har samtalen om det gode liv og hjem fået lov til at fylde.

“Vi har haft virkelig mange snakke om, hvordan man gerne vil bo,” fortæller Rikke og uddyber:

“Vil man blive i byen, eller vil man tættere på naturen?

Hvordan får man børnene ud i noget mere frit – uden at bruge uanede mængder tid på at pendle?

Alle de der overvejelser har vi bare siddet og vendt igen og igen. Der må være en smartere måde at gøre det på.”


👶 Om børnelivet

Begge arbejder med klima. Begge har børn. Og begge står med det samme spørgsmål:

Hvordan skaber man et hverdagsliv midt i en travl småbørnsfamilie, der hænger sammen med det, man tror på?

“Jeg har haft brug for et stærkere fællesskab i min hverdag,” fortæller Rikke.

“Det gode børneliv er en kæmpe motivationsfaktor for os.

Når vi er Herfølge Bjergby, kan jeg bare se det for mig – vores søn elsker stedet og udforsker det helt af sig selv.

Jeg har selv prøvet at bo i et bofællesskab som barn, og det var noget af det sjoveste overhovedet. Det er virkelig noget, jeg håber, vi kan give videre.”

Friskole_Lille syd_10.jpgFriskole_Lille syd_2.jpg


🏡 Om hverdagen de drømmer om

Når Rikke og Louise ser frem til årene efter indflytning i Herfølge Bjergby og bofællesskabet Lille Fri, er det ikke de store visioner, der fylder mest – men hverdagen.

“Jeg forestiller mig en hverdag, hvor man både kan være for sig selv – men også have et naturligt fællesskab,” siger Louise.

“Hvor man ikke skal lave legeaftaler, fordi børnene bare går ud og finder hinanden.

Og hvor man kan gå ned til bålet om aftenen og drikke et glas vin sammen - uden at det skal stå i kalenderen.” siger Rikke.


Om det, der mangler i dag

For Rikke og Louise handler det ikke kun om at flytte – men om at få noget tilbage, som kan være svært at finde i en travl hverdag.

“Jeg savner at dele hverdagen mere i sin helhed,” siger Rikke.

“Mange relationer bliver sådan nogle ‘check-ins’, hvor man lige ser hinanden.

Men jeg drømmer om noget mere – hvor man bare er i det sammen, ligesom man er med sin familie.”


Men vejen dertil er sjældent ligetil. Begge har tidligere talt med venner om at flytte i bofællesskab.

“Man vil det samme – men på forskellige tidspunkter. Og så sker det ikke,” siger Rikke.

Denne gang var det anderledes. Louise faldt over Lille Fri først.

“Det var nok bare, at vi faktisk talte om det. Og blev ved,” siger hun.

Og da snakken først var taget, gik det hurtigt. “Da jeg fortalte det derhjemme, var det bare sådan: det er jo oplagt, det her,” fortæller Rikke.

Det, der før havde været en løs tanke, blev pludselig konkret.

“Det gør det bare mindre vildt,” siger Louise.

“Det, at vi gør det sammen.”

I dag er de blandt de første medstiftere i Lille Fri.

“Det er faktisk ret rart at have hinanden i det,” siger Louise.

“Især nu, hvor vi venter på, at der kommer flere med.”

Selvom de ikke har kendt hinanden længe, oplever de en fælles retning.

“Vi har et fælles værdigrundlag,” siger Rikke.

“Selvom vi ikke gør alting ens.”


Rikke og Louises historie peger på noget, mange kan genkende:

Drømmen om at bo tættere på dem, man kender.

Om et liv med mere fællesskab, nærvær og mening.

Men også, hvor svært det kan være at få det til at ske.

For Rikke og Louise begyndte det over frokosten.

Med en samtale.

Og så en mere.

Og på et tidspunkt én, der sagde:

“Skal vi ikke bare gøre det?”

Sign in to comment on this article

Keep reading

More to read