NB Anne Sofie vil gerne fotograferes og måske filmes. ansoba@icloud.com>

Hvordan er livet i vores landsbyer og fritidslandsby? Vi har lavet forskellige beboerportrætter, hvor vi stiller skarpt på bofællesskabslivet i Fridlev, Sjællandsk Muld og Fritidslandsbyen Gammalstorp.

Overvejer du at blive del af et fællesskab, er vores beboerportrætter et oplagt sted at starte – for hvordan går det egentlig derude, og hvad er fordele og ulemper ved at leve og bo sammen eller dele en fritidslandsby.

Vi har talt med Anne Sofie Baden Eibe Boysen, der i januar 2025 sammen med sin mand Rasmus og deres to drenge flyttede ind i det nybyggede bofællesskab Sjællandsk Muld. De har været med siden 2019 og har boet i en skurvogn ved Hyllegaard Høje i over tre år, mens de ventede på, at Sjællandsk Muld blev færdigbygget.  

Fakta:

Anne Sofie Baden Eibe Boysen, 35 år, socialrådgiver

Rasmus Baden Eibe Boysen, 45 år, psykolog

De har sammen Folke på ni år og Harald på otte år.

‍At gøre hverdagen mindre hverdagsagtig

Min drivkraft i forhold til at bo i et bofællesskab – og vente mange år på det – er en drøm om at gøre hverdagen bedre. Det handler rigtig meget om det sociale. At have naboer, man kan sætte sig ud og drikke en kop kaffe med. Eller komme hjem om eftermiddagen, og så er der altid nogen, man kan tage en voksensnak med. At have mennesker omkring sig, hvor der nok er en, der lige har lyst til det samme som mig. Men drivkraften for mig er også det med at kunne være fælles om nogle praktiske opgaver, så man har tid til at gøre hverdagen lidt mindre hverdagsagtig, fordi man f.eks. ikke skal stå og lave aftensmad hver dag.

For min mand Rasmus har det nok - i hvert fald til at starte med - handlet rigtig meget om at være tæt på naturen og kunne få et område, hvor man kan gå på jagt og have sin egen skov og sø, uden at skulle have ansvaret for det hele selv. I dag er han mindst lige så begejstret for det sociale aspekt. Han er involveret og engageret i langt flere udvalg og fælleskaber, end jeg selv er, såsom saunalaget, værkstedet, landvejscykelturene …

At give sine børn det gode børneliv

Vores drivkraft har også været at kunne give vores to drenge en masse fællesskaber. Der er selvfølgelig børnefællesskaberne, som opstår, men det er også meget fedt at se vores børn agere med de andre voksne og lære dem at kende og kunne begå sig med dem. Det er både noget, de lærer rigtig meget af, men som de også har rigtig meget gavn af.

Jeg tror, at det giver vores børn en følelse af at have en grundlæggende tillid til livet, at de har nogle andre voksne, de er trygge ved, og som de kan gå til, hvis vi ikke er i nærheden. De kan altid få hjælp, hvis de har brug for det.

Der er også mange legekammerater. Hvis man går ned og hopper på trampolinen, er der altid nogle andre. De fysiske rammer er fantastiske – masser af plads, skov og dyr. Mine børn har jævnaldrende venner i skolen, men her er der legekammerater i alle aldre. Der er store børn at se op til og yngre børn at kunne hjælpe og tage sig af. Lige inde hos naboen bor en baby, som vi kan få lov til at passe, og som vi skal se vokse op og være livsvidner til. Det synes jeg altså er hyggeligt!

Når man bygger et bofællesskab op

Vi har været med i processen siden 2019 – også før, Almenr kom ind. Det har været på godt og ondt at være med til at skabe et bofællesskab fra starten: Vi har haft en hel masse indflydelse og fingeren på pulsen og været med til at tale om design af huse og haver. Både Rasmus og jeg har på skift siddet i bestyrelsen, så vi har været meget involveret.  

Der er selvfølgelig mange kompromisser - og også noget, som i byggefasen har været ude af vores hænder - men helt lavpraktisk har det været stort og godt at kunne sætte sit præg på sit eget hus. Jeg har nu i dag en følelse af, at det er helt vores eget hjem, fordi vi har kunnet bestemme en god del.

At være indstillet på kompromiser

Jeg tror, man skal vide, hvad man går ind til. Der er en hel masse fordele, man kan liste op ved at bo i et bofællesskab, men der er også en del kompromiser, man skal have lyst til at indgå. Hvis man f.eks. vil hætte et hegn op omkring sin terrasse, skal man have lyst til at involvere sine naboer i den beslutning, men den slags hensyn behøver man ikke at tage, hvis man havde købt sit eget parcelhus på en villavej.

Ventetiden i skurvognen

Det sværeste har været ventetiden, og uvisheden om, hvornår det hele blev realiseret. Da vi hørte om Sjællandsk Muld første gang, havde vi en idé om, at vi ville kunne flytte ind i løbet af 2021. Af alle mulige forskellige årsager er indflytningen blevet udskudt. Corona, forsynings- og leverancekrise, en masse regn. Der var alt muligt, der gjorde, at byggeriet igen og igen blev besværliggjort.

Vi har siddet der i skurvognen og kigget hinanden i øjnene flere gange undervejs, og sådan lige skullet forsikre hinanden om, at vi skulle blive her og holde fast i drømmen. For spørgsmålet var, hvor længe vi kunne holde til at vente.

Det, der bandt os til drømmen, var, at vi ikke rigtig kunne se os selv i alternativerne. Jeg har undervejs kigget på boligannoncer i Hvalsø, men et eller andet parcelhus på en villavej er ikke os.

Det var det med at kunne bo sammen med de mennesker i Sjællandsk Muld, som vi allerede havde lært at kende. Vi vidste, at de skulle være vores kommende naboer, og det var faktisk dem, vi gerne ville have et fællesskab med. Og så har det også været på grund af omgivelserne herude, at vi i sidste ende holdt fast. Vi har udsigt til skoven, søen og dyrene. Vi har bare ikke rigtig kunne finde noget, der kunne hamle op med det, og skurvognslivet viste sig at være det hele værd i sidste ende.

Pioner i en skurvognslandsby

Vi har været en af syv familier, der valgte at flytte ud og bo i en skurvogn, vi fik sat op ved Hyllegaard Høje, mens vi ventede på, at Sjællandsk Muld blev bygget. Vi traf en beslutning om, at vi virkelig troede på, at det dér hus nok skulle komme. Men jeg ved også, at hvis vi havde vidst, at vi skulle bo i skurvognen i 3,5 år, havde vi helt sikkert ikke gjort det. Jeg er virkelig glad for, at vi ikke vidste det, fordi nu når vi kigger tilbage, så synes vi alle fire, at det alligevel har været det hele værd. Den tid i skurvognen kommer altid til at være et sjovt kapitel i vores liv.

Skurvognen lærte os at tage nye valg

Vi har boet meget småt på 35 kvadratmeter. Vi kom helt fysisk tættere på hinanden, for selvom vi lavede ting hver for sig, var vi alligevel sammen. Vi har på en eller anden måde lært lidt om, at vi kan klare os med mindre – både med færre kvadratmeter og færre materielle ting. Det har ikke været så stort et afsavn, som man måske kunne have regnet med, og det er egentligt en direkte konsekvens af at bo på den måde, at vi endte med at vælge et mindre hus. Til at starte med havde vi forestillet os, at vi ville købe et hus på 100 kvadratmeter, men med skurvognslivet fandt vi ud af, at vi kunne klare os med mindre plads, og valgte derfor at købe et hus på 75 kvadratmeter. I stedet for de ekstra kvadratmeter har vi fået et større økonomisk råderum. Det giver os mulighed for at arbejde mindre eller kunne prioritere at rejse eller tage andre oplevelser sammen.

Stærk følelse af at føle sig hjemme

Jeg er så glad for, at det er her, vi er nu. Jeg har sagt til Rasmus et par gange, når vi har siddet i sofaen og kigget rundt på vores hus: ”Jeg tror simpelthen, at jeg elsker mit hus.”

Det har jeg vist aldrig nogensinde prøvet før - at elske et hus. Der er noget helt særligt omkring det med at være i sit eget hus.

Vi har købt dette lille hus, hvor vi skal bo fire mennesker, så vi har valgt at gøre mange ting selv – for eksempel har vi fået sat skillevægge op og bygget hemse efter, at vi overtog huset. På den måde har vi kunnet lave nogle løsninger, som vi ikke kunne vælge i standardudbuddet, men som passer til lige præcis vores behov. Jeg har aldrig været med til at designe mit eget hus - eller at købe mit eget hus for den sags skyld - så det er stort at have haft indflydelse på, hvordan det skulle se ud indvendigt, men også, at vi har kunnet følge byggeriet fra, vi stod på en tom mark til, at vi nu er her.

Vi har fået sådan nogle flotte rammer, et lækkert køkken, nogle flotte farver og gode materialer. Jeg er vild med at kigge på de skrå linjer, de skæve vinkler og de mange flotte nuancer af træ, som er i mit hus, og jeg har helt klart en dyb følelse af hjem, og at vi hører til, og det er her, vi skal leve vores liv.

Vi har været med til at bygge det op, og vi har set, hvordan det så ud, da det bare var et hul i jorden – eller endda bare var en græsmark, hvor vi gik rundt og forestillede os, hvor huset præcist skulle bygges. Det er en stærk og vild følelse at sidde her i dag! Det har uden tvivl været ventetiden værd!

Forventningsglæde i fællesskabet

Nu er vi her, men vi er dog stadig i gang med at lande. Som familie indretter vi vores hus, der er stadig byggematerialer i hjørnerne, og vi skal til at finde ud af, hvordan vi vil have vores have og terrasse. I fællesskabet skal vi snart i gang med fællesspisningerne, men der er mange andre ting, vi går og planlægger. Det handler mest om en forventningsglæde og en følelse af forløsning, at vi nu er her og kigger ind i det gode, som der skal tages hul på.

Det dynamiske fællesskab

Men jeg vil også indrømme, at jeg er overrasket over, hvor meget vi stadig har at skulle forme. Der er mange ting, vi skal finde ud af sammen. For eksempel: Hvordan fællesspisningerne helt konkret skal foregå, og hvilke regler vi skal have for brug for fælleshuset.

Jeg tror, at jeg har gået og set frem mod den 17. januar, hvor vi fik nøglerne, og tænkt, at den dag ville vi være i ”mål”. Men så finder man jo ud af, at det er en proces og en udvikling, man stadig er i. Det er først nu, vi skal skabe vores hjem, men det er også først nu, at vi rigtigt skal skabe vores fællesskab.

Vi skal udvikle på det her sammen. Og lave ting sammen. Og gøre ting sammen.

Men jeg tror alligevel, jeg er blevet overrasket på en eller anden måde, fordi jeg bare havde set frem til den der gyldne dato, hvor vi skulle flytte ind. Men vi er jo ved at skabe fællesskabet, og det er vi måske i virkeligheden resten af livet, fordi et fællesskab er dynamisk …

At have fællesskabet for øje

Jeg synes, det er vigtigt, at vi alle sammen har fællesskabet for øje, for så bliver det bare et godt fællesskab – og godt for os alle sammen i det hele taget!

Der kan sagtens være udfordringer ved at bo i bofællesskab. Vi har forskellige behov, interesser og ønsker, og vi skal på en eller anden måde få enderne til at mødes og finde løsninger, vi alle kan se os selv i.

Her er min overbevisning og erfaring, at det går bedst, når man sørger for at have blik for, hvad der er bedst for fællesskabet frem for én selv. For mig handler det ikke kun om, hvad jeg kan få ud af et fællesskab, men hvad jeg kan bidrage med. Og når jeg så bliver mødt af mine bofæller med den samme tilgang, mærker jeg virkelig alt det fede ved fællesskabet.

Den fede fællesskabsfølelse

Jeg kan godt opleve, at jeg ikke altid er topmotiveret op til en fælles arbejdsdag eller et arbejdsprojekt en søndag formiddag, men selv på de dage, er det fedt, når vi først er i gang, og der kommer altid noget godt og produktivt ud af, at vi er flere om at gøre noget sammen.

Når vi først er i gang, er det bare altid en god oplevelse, fordi man gør noget godt for hinanden og fællesskabet.  

I sommers høstede vi. Vi var med til at køre hø fra marken og stable det hele i laden. Vores drenge var også med, og de knoklede. De kom alt for sent i seng, og måtte kæmpe sig ud af sengen for at komme i skolen dagen efter, men insisterede alligevel på at få lov til at være med næste aften igen. Det gjorde vi tre aftener i træk. Vi var med, fordi høsten skulle i hus inden regnen, men vi var også med, fordi det var en fed og hyggelig måde at være sammen med børn og naboer på. Det gav en stor fællesskabsfølelse, da vi var færdige, og høsten var i hus. Det var virkelig sådan en landidyl, som vi havde håbet på og drømt om.

Jeg glæder mig til …

… at sidde ude på min nye træterasse og kigge ud over den her helt fantastiske udsigt, vi har fra vores hus, og at vores naboer bare kommer tilfældigt forbi og sætter sig og får em kop kaffe eller et glas hvidvin. Jeg glæder mig til bare at kunne være herude og være sammen.

Det er jo nu, at vores nye – og ikke alt for ”hverdagsagtige” – hverdag rigtigt begynder!

‍