Hvordan er livet i vores landsbyer og fritidslandsby? Vi har lavet forskellige beboerportrætter, hvor vi stiller skarpt på bofællesskabslivet i Fridlev, Sjællandsk Muld og Fritidslandsbyen Gammalstorp.

Overvejer du at blive del af et fællesskab, er vores beboerportrætter et oplagt sted at starte – for hvordan går det egentlig derude, og hvad er fordele og ulemper ved at leve og bo sammen eller dele en fritidslandsby.

Vi har talt med Anja Kirkeby Larsen, der bor med sin mand og deres to børn i et hus på Amager. Anja fortæller om det første år i Fritidslandsbyen Gammalstorp, der åbnede for brug af de første huse d. 1. marts 2024.

‍Faktaboks:‍

Anja Kirkeby Larsen, 43 år og leder for kreditportefølje analyseafdelingen i Nordea

Simon, 44 år og fagspecialist i Topdanmark, uddannet blikkenslager

Sammen har de Sif 10 år og August på 7 år. De blev medlemmer af Fritidslandsbyen Gammalstorp i 2021.

‍Vi kunne lide ideen om at dele ansvaret

Jeg tænkte, at det fik jeg aldrig min mand med på, da jeg så en annonce for fritidslandsbyen på Facebook, for han kan godt lide at eje sine egne ting og passe rigtig godt på dem. Men da vi talte om det, synes han, at det så spændende ud. Det var forår, og vi kørte op og besøgte stedet, og så har vi været med siden. Det var noget med ansvaret. Vi har et hus i forvejen med masser af vedligeholdelse. Så det at eje sit eget sommerhus - som ligger langt væk, og som man kan være usikker på, når det har stormet, for måske er træer væltede, og vandrør er sprunget – det tændte os ikke.

Vi kunne se, at det at være med i fritidslandsbyen kunne fjerne noget ansvar, fordi vi er mange om at dele det.

Jeg var vild med tanken om at dele noget med andre og arbejde sammen med nogen, som har alle mulige forskellige baggrunde.

Vi kom til at føle, det var vores skov

Der har været ændringer i verden, som har gjort det lidt svært. Altså, lige pludselig steg alle priser. Hvis vi havde bygget i 2021, havde priser på materialerne været anderledes, end de endte med at blive. Så verden har jo også gjort det lidt svært. Jeg synes dog, at der har været noget godt ved, at det ikke stod færdigt tre dage efter, vi havde besluttet os. Vi har været oppe i skoven i telt, før der overhovedet var bygget noget som helst. Det har været meget fedt at få følelsen af, at det var vores skov, og at vi er med i det her – i forhold til at træde ind i noget, der er helt færdigt.

‍Et fællesskab, hvor man vil hinanden

Fritidslandsbyen er ikke et hippie-kollektiv, hvor alle skal være hinandens bedste venner - det er et fællesskab, man kan gå til, når man ønsker det. Det er okay at tage derop og være sig selv, og folk kommer med forskellige baggrunde og forskellige holdninger, og det er fedt. Fritidslandsbyen er et sted, hvor man hilser på hinanden, når man træder ud i skoven. Vi ejer tingene sammen, og vi kan have indflydelse, hvis vi vil. Der er en fin balance mellem, at du ikke har alt det praktiske arbejde alene, og at du kan melde dig ind og udføre nogle ting, hvis det er det, der giver dig god energi. Men ellers er der andre, der tager de praktiske opgaver, og nogle af opgaverne betaler vi os fra. Man kan byde ind med de ting, man er god til, og det er okay at tænke, at ”jeg vil jo bare gerne have et sommerhus i en svensk skov.”

‍Du udvider din verden

I forhold til den lille verden, man tit kan sidde i, synes jeg, det er fedt at udvide sin verden. Det er virkelig givende. At det ikke kun er dem, der bor på min villavej, jeg ser, for jeg møder nogen, der har valgt at bo helt anderledes.

Jeg kan samarbejde med nogen i udegruppen, der siger: ”Jeg er lærer på en naturskole, og jeg ved, hvordan man bygger naturlegepladser, så jeg har en ekspertise, vi kan bruge”. Okay, megafedt. Lige pludselig lærer jeg, hvad byggereglerne er på en legeplads, og hvordan vi kan bruge den viden i vores skov. Du får også lige trænet din samarbejdsfærdighed, hvis du melder dig ind i nogle grupper. Det er jo virkelig godt, fordi man kan føle, at jeg er megagod til at samarbejde, men du samarbejder altid med nogen, der er præcis som dig. Hvordan samarbejder vi og lytter til hinanden på en ordentlig måde? Hvornår og hvordan når vi frem til nogle beslutninger? Alt den slags bliver du trænet i.

‍Det var fedt at kunne læne sig tilbage

Vi har haft to små børn, så der er mange ting, vi ikke har været med til fra starten. Da jeg så beslutningerne fra den første workshop, var det præcis det, jeg havde drømt om, så det var dejligt at opleve, at vi ville i samme retning uden overhovedet at have været med i processen. Vi var til det første spadestik, og vi var oppe og hjælpe med at bære ting ind, da husene skulle møbleres, men ellers har vi ikke været med. Det er fedt, at man indimellem kan læne sig tilbage og lade andre køre nogle ting, og at man kan have forskellige livsfaser, hvor man ikke altid er superengagerede. Nu er vores børn større, og vi har mere energi, så nu synes jeg, det er megasjovt at være med i rigtig mange ting deroppe.

Vi laver forskellige zoner i skoven

Jeg har været med til at samle vores regler i en fælles brugerguide, som nu er kopieret og ude i alle huse, og jeg kigger også på vores booking data. Jeg er gået med i en udegruppe, og jeg glæder mig til, at vi skal bygge udefaciliteter og skabe zoner til børn og voksne. Vi skal sætte et udekøkken op, og vi skal finde ud af, hvordan vi får en sauna ved søen. Vi skal skabe et naturligt samlingssted for børnene, så der forhåbentlig bliver en masse godt liv og børnerelationer, og selvfølgelig finde en balance, så der ikke bliver overbebygget, fordi det er en skøn skov. Vi har i udegruppen lavet en større plan for hvilke zoner, der skal være i skoven for, at det kan blive fedt. Vi inddeler skoven i stillezoner, voksne legezoner med f.eks. dartspil og vikingespil og ”børnenes uofficielle mødested”, hvor de kan rende hen og hænge ud.

‍Vi gør alle sammen vores bedste

Vi har online fællesmøder, hvor vi tjekker ind med hinanden og tager beslutninger, men ellers har vi faktisk mandat til at løbe med en bold, hvis vi vil det. Jeg kan godt lide tankegangen om, at vi allesammen gør vores bedste. Man kan nogle gange i samfundet se nogen, der bare har en nej-hat på og peger fingre ad noget, der ikke virker.

Så hvordan får vi opbygget den her tillid til, at når nogen kommer med et forslag, så er det, fordi de vil det bedste, og at det samtidig er okay at sige, ”hey, hey, den går ikke”, uden at nogen bliver sure.

Det er for eksempel vigtigt at anerkende dem, der har gjort en indsats og forstå, at de har haft mange tanker om det, de har gjort. Jeg oplever, at det gavner kommunikationen, når man fortæller, hvorfor man har gjort, som man har. F.eks. var der snak om, at der er for mange puder, og at polstrede stole er upraktiske, men da interiørgruppen forklarede tankerne bag, gav det rigtig god mening. Der er ingen sofaer eller bløde møbler, så de har tænkt ind, hvordan vi sidder dejligt, og de har blandt andet løst det med puder.

Er I med på dragkister i skoven?

Vi prøver i udegruppen at kommunikere ud i den store gruppe, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi beskriver, hvad de kan forvente, og at de kan stille spørgsmål og komme med feedback på de ideer, vi har. Når de store linjer er på plads, koordinerer vi detaljerne i den mindre gruppe. Jeg har f.eks. en ide om at sætte gamle dragkister op ved aktivitetsstedet i skoven, som vil kunne bruges til opbevaring af spil. Jeg har spurgt ud i gruppen om, hvad folk synes om det. Nogle vil måske synes, det ødelægger skoven. Andre vil tænke, at de skejer for meget ud i forhold til de flotte træer. Ideen er, at vi får opbevaringsmuligheder, og samtidig giver nogle af de genbrugskister, der er til salg, et dejligt sidste ophold i skoven. Nu er planen at male dem i dæmpede farver, og så har vi fundet et afskærmet sted til aktivitetsområdet.

‍Må man fælde et træ?

Vi har en stor legeplads sammen – det er vores skov – men vi deler den også med hinanden. Nogen er måske mere modige til at sige: ”Jeg ejer en del af det her, så selvfølgelig må jeg fælde et træ og lave et eller andet ud af træet, hvis jeg har lyst.” Og så er der mig, der godt kan lide at bevæge mig indenfor reglerne og vide, at jeg ikke gør noget forkert. Det er tydeligt, at vi er et fællesskab, der startede fra nul, hvor de fleste andre fællesskaber, du træder ind i, i forvejen har lavet nogle rammer for, hvordan man bliver enige om tingene, og hvem man f.eks. spørger om lov til at fælde et træ. Alle de ting har vi ikke defineret endnu. Jeg tænker, at vi langsomt finder strukturen sammen, så vi ikke går og bliver sure eller skuffede over hinanden.

Fritidslandsbyen er kompleks og uformel

En fritidslandsby er et helt andet fællesskab i forhold til, hvis du bor i et bofællesskab og ofte møder dine naboer. En fritidslandsby er en mere kompleks størrelse, fordi vi er 90 familier, og vi møder hele tiden forskellige mennesker, når vi er deroppe. Så det kommer til at tage ret lang tid, før du føler, at du kender de fleste. Du kan også komme til Fritidslandsbyen med forskellige tilgange til opholdet – nogle gange har du bare lyst til at være dig selv og være omkring dem, du har med. Andre gange er du mere udadvendt og social.

Det er en styrke, at vi er så mange, for du møder hele tiden nye. Det er ret forfriskende. Det er virkelig fedt at møde nogen med en anden baggrund og få noget ny input, og vi vender tankerne om: ”Hey, hvorfor gik du med i det her?”. Der er stor spændvidde og fleksibilitet.

Jeg er vildt imponeret over, at nogen har et sommerhus i forvejen. De er idealister og elsker tanken om skoven og fællesskabet. Så er der dem, som har en praktisk tilgang og gerne vil deles om ansvaret.

Der er også nogle, der gerne vil være med i nogle år, mens deres børn er små, og så er der andre, der tænker, at deres andel kan videregives til deres børn, så familien kan have adgang til stedet i mange år og skabe mange minder sammen.

Gammalstorp er virkelig for alle.