Jeg møder forfatter Bjørn Førde over en kop kaffe en eftermiddag i kontorfællesskabet BLOX i København. Han har indvilget i at fortælle om sin nye bog ”Rejsen til Fridlev – om bofællesskaber og klimakrise” – om baggrunden for bogen og intentionen med den.

Bjørn Førde har arbejdet med udvikling og demokrati hele sit liv. Blandt andet i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han fra 1975 til 2002 var informationschef og senere generalsekretær, og derefter chef for FN i Botswana og direktør for UNDP’s center for demokratisk regeringsførelse i Oslo i 2003 til 2010. Læs mere om Bjørn Førde.

”Rejsen til Fridlev” er Bjørns nyeste bog, og den blev anderledes, end han havde forestillet sig. Han havde tænkt, at den skulle bestå af små fortællinger om hans egen personlige rejse fra storbylivet til det nye bofællesskab Fridlev på landet, men verdens urolige klima pressede sig på, og bogen endte et andet sted, end den startede.

Her er seks nedslag fra samtalen med Bjørn, som handler om et eksistentielt opgør på flere planer - fra at flytte til det nye bofællesskab Fridlev, der ligger i Hvalsø i Lejre Kommune, til store verdensomspændende temaer om klima og ulighed.

Af Gitte Jørgensen

🌱 NEDSLAG 1

Det utænkelige skete for dig d. 14. april 2022. Du skriver i din bog, at det føltes som et meteorisk nedslag den dag, hvor din hustru Anne foreslår dig, at I skal flytte til bofællesskabet Fridlev. Du står på en skiløjpe i Norge, da Anne ringer …

… Ja, Anne har læst om Fridlev, så hun ringer og foreslår, at vi flytter fra vores Østerbrolejlighed til bofællesskabet Fridlev, der er ved at blive bygget. Det er som et meteorisk nedslag, for det vender op og ned på mine forestillinger om, hvordan livets rejse skal ende for mig og Anne.

Jeg trives jo godt på Østerbro, og hvis jeg skal være ærlig, havde jeg nok ikke klargjort, at vi ikke så tingene på samme måde. Jeg er ældre end Anne og har været på pension, hvor jeg har nydt at skrive bøger, mens Anne har været på arbejdsmarkedet, men hun går også på pension på et tidspunkt. Jeg kunne høre, at der inde bag Annes forslag lå et opråb, der hedder, ”det her er noget, vi kan arbejde sammen om.”

Da jeg talte med Anne, slog det mig også, at det havde været let for os at flytte i bofællesskab i 1990'erne, og at vi dér havde den lykkeligste tid i vores liv sammen med vores børn. Den tryghed, nærhed, den gensidige forpligtelse, vi havde, ikke bare med hinanden, men også med 29 andre familier, er i meget høj grad det, vi begge synes, er en væsentlig del af det gode liv.

Så vi havde fra tidligere gode erfaringer med at leve i et bofællesskab, og jeg tænkte, at det faktisk kunne være sjovt at være med sammen med nogle unge mennesker og bygge noget op fra grunden af, som vi skulle i Fridlev.

Det er et helt nyt samfund, der skal bygges op, og det er - selv i ægteskabets sammenhæng - en fantastisk gave og mulighed at få. Så jeg sagde ja til Annes forslag.

🌱 NEDSLAG 2:

Du havde forestillet dig en bog med en række små personlige fortællinger, men omverdenen pressede sig på. Hvad var det, der skete?

‍

‍

Der skete det, at klimakrisen tog til, mens jeg sad og skrev. For eksempel store oversvømmelser i Pakistan og skovbrande i Sydeuropa - og det påvirkede den måde, jeg så bofællesskabers fremtidige rolle på.

Jeg kunne se det håb, der ligger i, at vi organiserer os på en ny måde, hvor vi bor sammen og deler vores ressourcer. Jeg tænkte, at jeg kunne bidrage en lille bitte smule ved at skrive en begejstret fortælling om, at vi godt kan leve et godt liv, uden at forbruge så meget, og uden at forbruge på den måde, som er drivkraften i klimakrisen i dag.

Hvis du kigger på mængden af rapporter om stigende temperaturer og for meget regn og for mange store oversvømmelser, ved du, at der er noget galt. Det var mængden af rapporter, der ramte mig.

Jeg har løbende registeret udgivelser af diverse klimarapporter.Jeg har skrevet om klimakrisen siden 80'erne, hvor jeg var med til at oversætte Brundtland-rapporten, og jeg skrev den første folkeskolebog om Brundtland-rapporten og klimaforandringer, og hvordan det påvirker verden, at vi har et så stort forbrug.

Der er faktisk nogle ting, vi kan gøre i vores samfund, og der er måder, vi kan leve sammen på, som gør, at vi - uden at det bliver et ideologisk korstog – kan reducere vores forbrug af energi, vores spild af plastik, vores forbrug af materielle ting og så videre. Vi kan hver især gøre noget, som ikke gør ondt.

Vi kan faktisk leve for mindre i et bofællesskab, vi kan udlede mindre i et bofællesskab, og vi kan håndtere forskelligheder og diagnoser bedre i et bofællesskab. For det er jo også en del af bæredygtighed, at vi kan tage vare på hinanden.

Der skal selvfølgelig også være en systemisk dimension i det. Det vil sige, at der er nogen, der skal lovgive om, at det bliver billigere at købe de rigtige grøntsager i forhold til de ”forkerte”, sprøjtede grøntsager. Eller det må da være rigtigere at give en milliard kroner om måneden i tilskud til at lave bæredygtige bofællesskaber end at give en milliard kroner til et landbrug, der forurener. Kan vi ikke tænke i nogle nye baner?

I stedet for, at det er unormalt at bo i bofællesskab, skal bofællesskabet være en del af normaliteten på vores boligmarked, fordi det er det sociale kompas, vi har brug for med de udfordringer, vi står overfor. Det var i hvert fald den realisering, jeg fik undervejs.

Jeg kender en buddhist, som jeg har mødt på et af mine besøg i Bhutan, og han sagde til mig, at dét, det handler om - når vi kigger på den lange udvikling - er, at vi allesammen kaster en lille bitte sten ud i den brusende flod, som vi normalt ikke kan tæmme. Men fordi vi alle sammen gør det, kan vi ændre flodens forløb. Det er netop det, som jeg tror, der skal være den begejstrede og realistiske fortælling om, hvordan vi kan arbejde sammen om at vende klimaet til det bedre.

🌱 NEDSLAG 3

Du skriver i din bog, at bofællesskabet Fridlev kan bidrage til at mindske uligheden i verden? Det er smukke ord – men store ord. Prøv gerne at uddybe …

Sådan som jeg oplever verden, er udledningen af CO2 - som er grundlaget for den klimakrise, vi ser - en ulighedsskabende konstruktion.

Det er de rige, der har besluttet - uden at spørge de fattige - at vi har ret til at udlede horrible mængder af CO2, som er en konsekvens af det forbrug og den levevis, vi har valgt i vores del af verden.Og forbruget er i øvrigt baseret på en udnyttelse af arbejdskraft i de fattigste lande. Det er jo f.eks. børnearbejdere, der udvinder mineraler til min elbil, og som samler kakaofrugter, som indgår i min chokolade.

Systemet er ulige, og vores udledninger bidrager til øget ulighed, fordi de fattigste er de første, der bliver ramt af klimakrisens konsekvenser. Mere tørke, mere regn, flere oversvømmelser.

Jeg mener, at vi i Danmark giver omkring 18-20 milliarder i udviklingsbistand, men de skader, vi skaber i udviklingslandene via vores CO2-udledninger, koster langt mere.

Vi har grundlæggende opbrugt vores kvote. Vi har egentlig ikke mere at gøre godt med. Men dem, der sidder på magten, gør ikke nok ved det. Hvis vi i bofællesskabet kan bidrage til, at vi bruger færre af klodens ressourcer, genbruger mere og har et mindre CO2-udslip, er vi med til at mindske uligheden i verden på en systemisk måde.

I nogle henseender kan man måske indvende, at det, jeg siger, er dobbelt moralsk, for jeg har ikke spist vegetarisk igennem mit liv, og vi har haft biler, rejst og fløjet. Så jeg kan ikke bruges som et eksempel på, at ”sådan gør man det rigtige”.

Men for mig er bofællesskabet den ramme, som gør, at jeg trods alt kan bidrage mere, end jeg ellers ville kunne, hvis jeg var blevet boende på Østerbro. For mig er der ingen tvivl om, at det er fællesskabet, der skal lave den her transformation. Det er ikke det enkelte individ, der kan gøre det. Vi skal have nogen omkring os, der gør ligesom os selv, hvis vi skal igennem det her.

Det er et eksistentielt opgør, vi er i gang med. Og det er også sjovere, når vi er flere, der er sammen. ‍

🌱 NEDSLAG 4

Du fortæller, at mange af dine venner, som ikke selv bor i bofællesskab, har en romantiseret forestilling om, at man må være venner med alle, når man bor sammen. Men er man altid venner, og er man altid enige?

‍Jeg synes, det afgørende er, at man i et bofællesskab er enige om, at tryghed blandt andet handler om retten til at have mange forskellige meninger om alt muligt mellem himmel og jord, og at vi ikke nødvendigvis skal være nære venner. Det kan man ikke, når man - som f.eks. i Fridlev - er 42 familier.

Bofællesskabet lærer dig at rumme andre mennesker. Du kan ikke leve sammen med dem, der irriterer dig holdningsmæssigt, eller dem, der politisk ligger meget langt væk fra dig, uden at du et eller andet sted i dit hoved eller krop har en ”pyt knap”, du kan trykke på og sige til dig selv: ”Jamen, Bjørn, nu er det ikke tiden til, at du skal begynde at argumentere. Det vigtige er, at du prøver at forstå, hvorfor vedkommende argumenterer på den måde, som han/hun gør.”

Normalt er vi vant til at operere i sammenhængen, hvor - hvis vi får 51% af stemmerne – er det fint. Så kører vi. Så tænker vi ikke videre over det. Men det fungerer ikke i et bofællesskab. I et bofællesskab er du nødt til at gå efter at skabe en situation, hvor folk føler sig trygge ved, at der gennemføres ting, som de er uenige i.

I det bofællesskab, vi boede i i 1990erne, var der kun én gang igennem syv år, hvor vi stemte. Alle andre gange besluttede vi med konsensus. Og der var aldrig nogen, der brokkede sig over det. Vi vidste alle sammen, at vi jo ikke altid var 100% enige om dit og dat. Men der var kun én gang, vi følte, at det var nødvendigt med en afstemning.

🌱 NEDSLAG 5

Du har været på en lang rejse – fra lejligheden på Østerbro til en dagligdag i bofællesskabet Fridlev. Hvis du skulle give den rejse en overskrift, hvad skulle den så være – og hvorfor?

”Livsbekræftende” er nok det ord, jeg ville bruge, fordi jeg synes, jeg har mødt mennesker, som jeg ved, jeg kommer til at holde af. Mennesker, som jeg kan læne mig op ad - også når livet bliver svært – og som jeg vil have stor glæde af at snakke med - også om dagligdags ting.

Jeg tænker, at vi intuitivt har en oplevelse af, at vi er igang med noget, som har betydning udover os selv. Fridlev er et projekt, der har med planeten at gøre.

Det går vi måske ikke rundt og tænker over til daglig, men det er alligevel alt sammen en del af det, det handler om. Planeten. Det ligger mellem linjerne i næsten alt, hvad vi foretager os. Alle har en forståelse for, at fællesskabet kan noget, som er stærkere, end nogen af os kan alene.

Vi er alle i hele verden en del af et kredsløb og et skæbnefællesskab. Og det er også meget konkret. Uanset om vi ønsker det eller ej, kan vi ikke bryde det skæbnefællesskab. Den måde, de håndterer naturen i Indien - og andre steder - er jo lige så vigtig som den måde, vi gør det på i Danmark.

Vi skal kollektivt på skrump, det tror jeg på. Nogle mennesker kan gøre det alene, men jeg tror, at bofællesskabet er det redskab, som jeg har brug for, for at kunne håndtere den forandring.

🌱 NEDSLAG 6

… Og for nu at slutte, hvor vi startede. Din kone Anne læser om Fridlev og ringer til dig, mens du står på en løjpe i Norge. Hvis du kigger i bagspejlet, hvad vil du så sige til din kone?

‍

‍

Jeg har sagt til hende, at det var godt, hun insisterede! Timingen var måske ikke den bedste, fordi jeg var der på løjpen … og jeg kunne have røget på røven … haha. Men det var godt, Anne tog initiativet, for vi havde brug for at være sammen om det her projekt.

At jeg så skabte mit eget projekt i projektet – jeg begyndte at skrive på bogen – ligger i min natur, at jeg bearbejder livet på den måde. Men for Anne var det helt afgørende, at hun ikke endte som pensionist inde i en lejlighed på Østerbro, og dét at have et fælles projekt, som involverer naturen, mennesker og en masse børn, er vi begge meget glade for.

Noget af det stærkeste, jeg oplever, er, når lille Svend kommer cyklende og råber: ”Hej Bjørn!” Han kender alle de voksnes navne!

Jeg har fået en familie, som er større end det, jeg havde før. Og vi holder enormt meget af hinanden. Vi har en landsbystemning på kryds og tværs, og det glæder jeg mig over hver eneste dag.  

🌱 ”Rejsen til Fridlev – om bofællesskab og klimakrisen” er udgivet i maj 2024 på forlaget Frydenlund. Læs og køb bogen her.

🌱 Bjørn Førde (f. 1949) har arbejdet med udvikling hele sit liv. Først som redaktør, informationschef, landekoordinator og generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke 1975-2002. Derefter chef for FN i Botswana og direktør for UNDP’s center for demokratisk regeringsførelse i Oslo 2003-2010. Inden han gik på pension, var han den første direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati 2011-2016. Han har desuden skrevet en række undervisningsbøger samt børne- og ungdomsbøger om internationale forhold og udviklingslande, og han har boet og arbejdet i Zimbabwe. Han flyttede sammen med sin hustru Anne ind i bofællesskabet Fridlev i november 2023.  

🌱 Læs mere på Bjørns hjemmeside. Her kan man fra 1. oktober også læse hans dagbogsnotater om ”Livet i Fridlev” efter indflytningen.