Hvordan er livet i vores landsbyer og fritidslandsby? Vi har lavet forskellige beboerportrætter, hvor vi stiller skarpt på bofællesskabslivet i Fridlev, Sjællandsk Muld og Fritidslandsbyen Gammalstorp.

Overvejer du at blive del af et fællesskab, er vores beboerportrætter et oplagt sted at starte – for hvordan går det egentlig derude, og hvad er fordele og ulemper ved at leve og bo sammen eller dele en fritidslandsby.

Vi har talt med Tina Waldorff, der sammen med sin mand Peter, er andelshavere i Fritidslandsbyen Gammalstorp ved Hörby i Sydsverige. Parret kom med i august 2024 og kunne bruge landsbyen fra november samme år. I november 2024 blev Tina formand for foreningen af andelshavere i Fritidslandsbyen Gammalstorp.

Fakta:

Tina Waldorff, 66 år, tidligere coach og projektleder.

Peter Waldorff, 69 år, tidligere formand for HK Stat og international konsulent i fagbevægelsen, nu pensioneret.

Ifølge svensk lov kan der kun være en andelshaver på kontrakten, så det er Tina, der formelt set står som andelshaver. Peter og deres søn er rettighedshavere til Gammalstorp, hvilket betyder, at de kan benytte og booke husene på lige vilkår med Tina. Eneste helt konkrete forskel er, at det kun er andelshavere, som kan stille op til bestyrelsen.

‍Vi drømte om fleksibilitet

Vi har altid haft en eller anden drøm om at finde et sommerhus eller adgang til et sommerhus, hvor vi ikke var alt for bundet op. Vi havde ikke lyst til at eje et sted, hvor vi skulle være der for meget for, at det kunne fungere. Fritidslandsbyen tiltrak os, fordi man ikke skal passe det så meget.

Vi har altid været meget aktive i alt muligt og haft krudt i røven, så det at skulle forpligte os i forhold til et sommerhus, ville ikke virke for os. Altså, det med at skulle gøre rent og rydde op efter hver gang, så det er pænt til næste gang, og så i øvrigt kun bruge sommerhuset et vist antal dage om året, har vi ikke været interesserede i. Vi har også overvejet en kolonihave, men den kultur er nok ikke lige os, når det kommer til stykket.

Naturen var tiltrækkende …

At fritidslandsbyen ligger i en kæmpe skov betyder rigtigt meget for os, og det er samtidig et område i Sverige, som jeg kender til, da jeg har været der som barn – så det velkendte er dejligt. Fritidslandsbyen er bygget midt ude i naturen, så vi er stort set i skoven fra, at vi åbner øjnene om morgenen. Samtidig er der mange muligheder for at gå både korte og lange ture – det nyder vi.

… og fællesskabet trak

Hele fællesskabstanken tiltrak os også. Der er et fælles hus, som vi kan gøre ting i. Vi har også en lade på 70 m2, som skal være sådan et arbejds-fællesskabs-rum. Det er et hus, der var der i forvejen, og som fællesskabet nu har overtaget. Der er også en bålplads i skoven, hvor vi kan mødes med hinanden og børn og børnebørn, og det er hyggeligt. Vi har en badesø, og her i foråret og sommeren er en sauna, et udekøkken og en bålhytte på vej. Der er mange fælles faciliteter, som skaber et fundament for, at vi kan mødes og tale med hinanden, og det synes Peter og jeg, er spændende.

Når fællesskabet vil hinanden

Vi har i mange år været på teltferie, og der har vi været i vores egen lille kube, fordi man gør ting for sig selv. Selvfølgelig snakker man med dem, der ligger omkring en, men der er ikke lagt op til fællesskab på samme måde som i Gammalstorp.

Her vil man gerne hinanden og tager initiativer til at mødes. Vi var f.eks. til et arrangement i skoven i februar, og det var rigtig hyggeligt at være sammen, fordi vi har noget, som vi deler og er fælles om. Vi er mange forskellige slags mennesker, som har noget at byde ind med, og som rigtig gerne vil gøre det bedre for alle ved at gøre et eller andet.

Antallet af gange, der er blevet budt på pandekager eller snobrød, er stor. Det er helt fantastisk. Der bliver lavet rigtig meget bål deroppe, og det er hyggeligt.

Vi har sagt ja til fællesskab

Når man bliver andelshaver i Fritidslandsbyen, skriver man under på nogle dogmer – som er valgt og skabt af fællesskabet.

Dogmereglerne er en række værdier, som knytter os sammen. Dogmerne handler blandt andet om, at vi siger ja til fællesskabet og til at passe på naturen. Vi siger også ja til at medvirke til, at det hele bliver godt og kommer til at fungere.

I praksis betyder det blandt andet, at vi mødes en gang hver måned til et stort online møde, hvor alle bliver indbudt, og hvor værtskabet går på tur. Her præsenterer alle vores arbejdsgrupper, hvad de er i gang med, hvad de ønsker, der skal besluttes, eller hvad der mangler hjælp til. I øjeblikket har vi f.eks. grupper, der arbejder med udearealerne, badesøen og indretningen af de nye huse. Langt hen ad vejen træffer arbejdsgrupperne deres egne beslutninger og kan løbe med bolden og sætte noget i gang, hvis de vil det. Alt det her betyder, at dem, der ikke ønsker at sidde i en bestyrelse, men som alligevel gerne vil være med og have indflydelse, har et forum, hvor de kan mødes og være aktive i forhold til interesser. I arbejdsgrupperne er der hurtig afregning, og der kan ske noget, og det synes jeg, er supergodt. Jeg ville ikke undvære de onlinemøder!

‍Historien om altid at række hånden op

Jeg blev formand for foreningen i november. Det er sådan en kæmpelang historie, som handler om, at fra jeg gik i 2. klasse – og rakte fingeren i vejret, og sagde, at jeg godt ville være elevrådsmedlem og senere blev formand for elevrådet – har jeg stort set altid været formand for et eller andet – og det blev jeg så også i Gammalstorp.

Jeg har siddet i bestyrelsen i mine børns institutioner, været formand for den boligafdeling, vi boede i på Christianshavn, og for hele boligselskabet Lejerbo og næstformand i renovationsselskabet R98, og jeg har siddet i integrationsudvalget i Københavns Kommune. Og det er kun nogle få af de poster, jeg har haft.

Det vigtige demokrati

Jeg tror, at det, der har drevet mig, er, at det er vigtigt for mig, at demokrati fungerer. Og at reglerne virker. Jeg synes ikke, det nytter noget, at vi laver aftaler med hinanden – for eksempel i forhold til vores vedtægter – og så efterlever vi dem ikke. Og i vores tilfælde er det lidt svært, fordi der er svenske regler, og de er lidt forskellige fra, hvordan vores danske foreningsret normalt fungerer. Men det bliver vi så bare nødt til at sætte os ind i.

Det er sådan nogle ting, som jeg synes, er vigtige. Og så kan jeg godt lide at ordne ting. At sætte mig ind i noget og få tingene gjort.

Det sociale arbejde har været en rød tråd

Jeg har altid været meget social i store dele af mit liv. Vi boede f.eks. i ”Den gule Misundelse” i mange år – navnet kom fra en avisartikel, og baggrunden var, at det var en misundelsesværdig leje-boligbebyggelse ud til Christianshavns kanal. Jeg var med til at etablere en madklub og julearrangementer og alt muligt andet.

Hvor stammer engagementet fra

Åh, det ved jeg ikke. Altså, min mormor var arbejderkvinde med to børn, og hun var skilt fra sin mand. Det var en rimelig hård baggrund. Min mor var tillidsmand på sin arbejdsplads. Jeg er den første i vores familie, der melder sig ind i et parti. Min mor elsker at fortælle en historie om, at da jeg er tre-fire år, og hun en dag henter mig i børnehave, så siger pædagogerne til hende: ”Tina er noget af det mest sociale, man overhovedet kan finde.”

Jeg tror, noget af det handler om, at jeg har en veludviklet retfærdighedssans. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg skal redde hele verden, for sådan har jeg det ikke. Jeg redder de små ting, som jeg er i stand til, og hvor mine evner rækker.

Man skal turde sige tingene højt

Gammalstorp er en meget ung og ny forening, og jeg tænker meget over, hvordan beslutninger bliver meldt ud. Det er meget vigtigt for mig, at det bliver gjort på en ordentlig måde. Det, jeg altid har gjort, er at plædere for, at vi alle sammen skal kunne være her, og at vi er forskellige, og at vi skal prøve at acceptere den forskellighed, og det kan man bedst øje til øje. Det kan man kun ved at turde sige tingene højt og tage en snak med de mennesker, som måske ikke er tilfredse.

Man kan sige, at alting ikke er mejslet i sten, og der er mange processer, før man når frem til det endelige resultat, og nogle gange er tingene ikke, som man har forestillet sig, og vi prøver hele tiden at tage beslutninger, som gavner flest mulige.

For eksempel måtte vi for noget tid siden meddele foreningens medlemmer, at vi ville ændre i en etape af byggeplanen. I stedet for tre små huse - cabins, som vi kalder dem - på hver 30 m2 blev vi nødt til at gå en anden vej: Vi bygger nu én cabin og ét større hus på 80 m2, hvor der er plads til at have f.eks. venner eller forældre med.

Hver gang, man laver ændringer, skal man være utrolig varsom med, at man får foreningen med, fordi der er nogle, der bliver skuffede, fordi de synes, det er vigtigere med tre cabins. Men der er også andre, som bliver rigtig glade, fordi de får mulighed for at få et større hus til hele deres familie. Der var samme antal sengepladser i de to løsninger, men fordelingen af dem var anderledes.

Vi er ved at færdiggøre ”Masterplan 90”, som betyder, at Fritidslandsbyen er udbygget til 90 andelshavere – med de nye omtalte huse, færdiggørelse af udearealer, Laden, bålplads og sauna.

Senere går vi i gang med ”Masterplan 120”, for på sigt er det meningen, at Fritidslandsbyen skal rumme 120 andelshavere.

‍Forsøgsordning med rengøringen

Det er vigtigt for mange af os, at der bliver gjort rent, når vi rejser. Jeg er selv glad for rengøringen, for jeg kan overhovedet ikke overskue at komme til et beskidt hus, og jeg har ikke lyst til at gøre rent, hverken når jeg kommer eller skal afsted. På den måde kan man sige, at det er lidt luksus, men det er jo lidt sådan, som man er indrettet.

Vi har en forsøgsordning i gang i et af husene, hvor andelshaverne selv skal gøre rent, når de rejser. Der er nogle, der synes, at den nuværende ordning er for dyr. Det koster 400-800 kr. afhængigt af husets størrelse for en rengøring – det er samme pris uagtet, om man er der en weekend, en uge eller flere uger.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man ikke havner i en situation, hvor man skal sælge sin andel, fordi man ikke har råd til rengøringen. Så synes jeg, at vi må finde ud af det – og det er det, vi prøver med forsøget.

Vi kører forsøgsordningen i et halvt år, og så vil vi evaluere. Hvis man gerne vil have gjort rent, kan man bare gå udenom det hus, så det er egentlig et fint kompromis, hvor der plads til alle. Vi gør vores bedste for at repræsentere mangfoldigheden og acceptere, at der er forskellige behov, og så må vi jo se, om det duer ikke at have rengøringsselskab i et af husene.

Hvad virker i fællesskaber

Det, jeg har set i mit liv, er, at den gode samtale skaber forandring i fællesskaber. Og nærvær virker, og det at stille sig til rådighed virker. F.eks. lavede vi i ”Den gule Misundelse” et Sankt Hans arrangement, hvor vi først skulle grave tørv ud og bagefter stege en hel pattegris, hvilket tog hele dagen. Jeg var til stede, som formand for lejerforeningen, og det betød, at jeg talte med mennesker og var til rådighed for dem, og det betyder utroligt meget at være nærværende og tale sammen.

‍Vi er nye kulturbærere

Hvis du ikke lytter til, hvad behovet er i et fællesskab, kan du godt komme i en situation, hvor det kun er dit eget behov, der hele tiden er i front.

Vi lever i en verden, hvor det handler om ”mig først”, og det har været sådan en kulturbærer i en årrække. Jeg tror, det er vigtigt for både børn, unge og voksne at lære, at mange mennesker kan meget sammen.

Den eneste måde, vi kan stoppe op og sige, at der også er en anden tilgang til verden end ”mig først”, er at tilbyde at være til stede og sige, ”vi kan også noget sammen.”

Samvær behøver ikke kun at være på nogle enkelte menneskers præmisser. Hvis vi sætter os ned og snakker sammen, kan vi måske finde på noget sjovt sammen. Men man skal bare være der selv og stille sig selv til rådighed. ‍

Fremtiden i Fritidslandsbyen

Jeg håber, at vi får en masse samvær omkring bålet, og fællesskab i forhold til at lave mad sammen og bruge fælleshuset til nogle ting. Jeg skal sige, at i dag er jeg lidt dårligere gående, end jeg var tidligere, så jeg kan ikke alt muligt, som jeg kunne før. Hvis der er behov for at passe unger eller sådan et eller andet med at være en central figur i forhold til noget, vil jeg gerne det. Jeg tror, tingene dukker op, når man er der, og man skal tage imod og være åben for det, der sker.

‍