Ilse vil gerne både fotograferes og medvirke i video. Kontaktinfo: +45 61660284, ilsea.rasmussen@gmail.com

Hvordan er livet i vores landsbyer og fritidslandsby? Vi har lavet forskellige beboerportrætter, hvor vi stiller skarpt på bofællesskabslivet i Fridlev, Sjællandsk Muld og Fritidslandsbyen Gammalstorp.

Overvejer du at blive del af et fællesskab, er vores beboerportrætter et oplagt sted at starte – for hvordan går det egentlig derude, og hvad er fordele og ulemper ved at leve og bo sammen eller dele en fritidslandsby.

Vi har talt med Ilse Ankjær Rasmussen, der bor med sin mand Hans Jørgen i Fridlev, der ligger i Hvalsø i Lejre Kommune og rummer 42 familier. Parret flyttede ind i november 2023.

Fakta:‍

Ilse, der er 68 år, og Hans Jørgen på 79 år er begge agronomer. De har i 33 år boet på en landbrugsejendom, men ønskede at flytte i et fællesskab med andre, da de blev pensioneret. De har tilsammen fire børn og syv børnebørn. 

Fridlev overgår mine forhåbninger

Jeg har gerne villet flytte i bofællesskab i mange år, men man ved ikke, hvad det er, før man er der. Fridlev overgår mine håb for, hvordan det kunne blive. Det betyder ikke, at det er ideel lykke hele tiden. Der er uenigheder ind imellem, og der er jo også allerede nogen, der er flyttet. Men for mig er fællesskabet en daglig glæde. Hver morgen, når jeg slår øjnene op, er jeg glad for at leve her.

Jeg har en stor stolthed over at være en del af det her. Vi er et eksempel på, at der kan komme noget rigtig godt ud af det.

Den stille hverdagsglæde ‍

… Altså, den oplevelse det er at gå ud ad døren her i Fridlev … Vi siger altid lige: ”Hej, og hvordan går det, og har du fundet katten”, eller hvad det nu kan være. Vi har en relation til hinanden, og jeg er helt sikker på, at det betyder rigtig meget for min livskvalitet.

Det giver mig en stor glæde, at der er mennesker omkring mig. Alle de små hverdagsting giver utroligt meget – og langt mere end jeg havde forventet. Det at mærke, at nogen kerer om dig. ”Hvordan har du det?”, og det er ikke bare den der amerikanske ”how do you do”, her betyder det noget at spørge.

Jeg tror, at jeg på forhånd tænkte, at det ville være de større sammenkomster som fællesspisning, fællesmøder og fester, som ville være en vigtig del af fællesskabsfølelsen, og jeg er blevet overrasket over, at de små ting i hverdagen betyder så meget.

Nu har vi plantet en masse planter, og når vi mødes, siger vi måske: ”Ej, har du set, at der er kommet grønne blade”. Den fællesskabsfølelse, der opstår i det daglige, fordi vi deler et liv og har skabt et bofællesskab sammen, er en stille, vigtig glæde.

Vi ville have mennesker omkring os

Det er en del år siden, at Hans Jørgen og jeg begyndte at tage tanken op om bofællesskab, fordi - når man holder op med at gå på arbejde - begynder man at mærke, at man ikke ser så mange mennesker - især når man bor så langt ude på landet, som vi gjorde. Vi begyndte at besøge forskellige bofællesskaber. Vi har faktisk besøgt en hel del, men vi havde svært ved at finde ét, vi syntes, der passede til det, vi gerne ville. Hvis det passede med boligen, var der noget med, at der var for mange mennesker eller for få mennesker, eller for mange børn, eller ingen have. Der var altid et eller andet, hvor vi tænkte, at nej, det var ikke lige det. Det har været rigtig godt at være ude og kigge, fordi vi fik en klar fornemmelse af, hvad det var, vi ikke kunne undvære.

Vi kan godt lide, at Fridlev er et aldersblandet fællesskab, det er tæt på en togstation og indkøb, og der er samtidig meget natur. Her er unge mennesker, der går på arbejde og er aktive med forskellige ting - og som også har børn. Her får vi nogle input, som er nogle andre end dem, man får, når man er pensionist.

Byudvikling nedefra og op

Vi har været med til at skabe Fridlev helt fra starten, og det synes jeg, har været utroligt godt. Almenr har gjort en stor indsats for, at vi har mødtes og fået nogle vigtige snakke. Vi har også selv arrangeret fællesspisning forskellige steder i København, fordi vi havde det behov, at vi gerne ville lære hinanden at kende, og det var ikke et formaliseret møde, hvor vi skulle snakke om bestemte ting. Det var bare at mødes og snakke.

Det har betydet utrolig meget, for da vi flytter ind, kender vi stort set alle. Hvis du flytter ind på en villavej, lærer du måske din genbo og de to nærmeste naboer at kende inden for et par måneder, og så i løbet af det første halve år måske lidt flere, og efter et par år kender du alle dem, der bor på vejen, og som kommer til vejfesten. Sådan er det ikke her. Vi er ikke venner med alle, det bliver man jo ikke, men vi har en relation til hinanden, og det er meget afgørende for oplevelsen af at være del af et fællesskab.

Overraskende få konflikter

Det har overrasket mig, at der ikke er så mange konflikter, som jeg havde troet. Der er færre konflikter, og de er mindre, end jeg regnede med. Jeg tror, at det, at vi har brugt tid på at snakke os ind på hinanden, inden vi flyttede ind, har gjort en forskel.

Selvfølgelig er der nogle uenigheder, og der har også været større konflikter, men jeg fornemmer egentlig, at folk er meget åbne og accepterende overfor hinanden, og ligesom har den indstilling: ”Jamen, vi vil alle sammen hinanden, og det er godt, men vi vil det måske nogle gange bare på en forskellig måde.”

Almenr har været med til at sætte en retning fra starten af. Det er ikke dem, der har sat retningen hele vejen igennem, men de har opsat nogle rammer for, hvad man kunne forestille sig, at et godt fællesskab skulle rumme. Der er nogle, der sprang fra undervejs. Man kan så sige, at dem, der er sprunget fra, måske var nogle af dem, man kunne have haft konflikter med, hvis de var blevet. Jeg tror, at vi på indflytningstidspunktet har haft i hvert fald en nogenlunde fælles idé om, hvad bofællesskabet skulle blive til, og de fælles værdier betyder rigtig meget i forhold til, hvordan vi så kommer ud af det med hinanden.

En langsom beslutningsproces

Langt henad vejen bliver konflikterne løst ved, at vi snakker med hinanden eller tager konflikten op på fællesmøderne. Vi har en langsommelig proces for at tage beslutninger, og det er meget konstruktivt i forhold til at håndtere de uenigheder, der opstår.

Processen er, at på det første fællesmøde, hvor et givent emne tages op, kan der overhovedet ikke besluttes noget. Der kan vi bare snakke. Der går så en måned til det næste fællesmøde, og i mellem tiden kan man gå rundt og tale med hinanden og vende problematikken.

Hvis der er konsensus på det næste fællesmøde, kan ting godt besluttes. Konsensus for os er ikke det samme som enighed, men hvis der ikke er nogen, der er aktiv modstander af en beslutning, kan den godt vedtages. Ellers skal der gå en måned til, hvor der så foretages en afstemning. Den langsommelige beslutningsproces har den konsekvens, at mange ting når at blive løst, fordi vi taler med hinanden imellem møderne.

Arbejdsgrupperne lægger op

Vi har fællesmøde en gang om måneden – og vi har derudover en masse arbejdsgrupper, hvor mange ting bliver bearbejdet, før de kommer op på fællesmøderne. Generelt set er indstillingen sådan, at hvis du vil have indflydelse på noget, der foregår i en arbejdsgruppe, må du melde dig ind. Du kan ikke komme og sige: ”Jeg synes, det skal være sådan og sådan, men jeg gider ikke selv være med”. Sådan fungerer det ikke.

Hvis man f.eks. vil have indflydelse på hvilke planter, der skal plantes, må man gå ind i beplantningsudvalget. Det er lidt på det niveau, at hvis man er uenig i beslutningerne, må man selv gøre en indsats. Det vil sige, at man er lidt mindre tilbøjelig til at komme med en masse protester, hvis man ved, at man selv ender med at gøre arbejdet.

Vi tager alle ejerskab

Vi har en utrolig flad struktur. Vi har en bestyrelse, men de skal mest bare sørge for, at de ting, der skal ske, sker. Bestyrelsen er valgt, og det går på skift, hvem der sidder i den. Det er forskellige, der organiserer fællesmøderne, og vi har utrolig mange arbejdsgrupper, så i virkeligheden er det os alle sammen, der tager ejerskab og sørger for, at det, der er vigtigt, sker. Og hvis der ikke er nogen, der føler, at noget er vigtigt, sker det bare ikke. Det er ikke sådan, at bestyrelsen kan beslutte, at ”nu skal vi altså have plantet tulipaner i hele arealet”, hvis alle andre siger, at dét er der ikke nogen, der vil have. Bestyrelsen kan ikke beslutte noget, som fællesskabet ikke er enig i.

Fællesspisning er kernen

Fællesspisning er et centrum for fællesskabet, hvor stort set alle deltager. Der er mad fire gange om ugen, og man skal lave mad to gange over en fem ugers periode. Det vil sige, at når man laver mad, er man sammen med nogen, og selvfølgelig når man spiser maden, er man sammen. Der er tit nogen, der vælger at komme og hente aftensmaden og tage den med hjem og spise. Det kan være, at deres børn har bedre af, at det er roligt omkring det. Eller det kan være, at man kommer træt hjem efter en lang dag eller skal til sport. Der kan være mange grunde til, at man ikke spiser med, men det er ikke noget, hvor man tænker, ”hov, du skal spise her”. Der er en åbenhed omkring fællesspisningen.

Vi kerer os om hinanden

Jeg nyder meget at gå til fællesspisning her i Fridlev. Det er dejligt ikke selv at skulle lave det praktiske, og man får noget nyt, man ikke selv kunne finde på at lave. Men det er endnu dejligere at kunne gå ned og snakke med nogle andre. Man sidder sammen med forskellige, og nogle gange er det børnene, der dominerer bordet, og så hører man lidt om, hvordan deres hverdag er gået, og andre dage sidder nogle af de gamle ved det samme bord, og så får vi snakket om nogle andre ting.

Det giver mig en oplevelse af at være en del af nogle andres liv, i hvert fald at kunne følge lidt med i det. Jeg føler også, at der er nogen, der lytter til mig. Man kan udtrykke det sådan, at vi holder lidt øje med hinanden og kerer os om hinanden.

Vil sidde ved siden af alle

Allerede inden vi flyttede ind, og hvor vi var til fællesspisninger i København, kiggede min mand og jeg på hinanden, når vi kom hjem, og sagde, at ”der er ikke én af dem, vi har talt med i dag, som jeg ikke gerne vil sidde ved siden af og snakke med.” Og det er egentlig utroligt, fordi man næsten ellers altid har antipatier overfor nogle mennesker. Det er det samme nu, efter vi er flyttet ind. Der er ikke nogle i fællesskabet, hvor jeg tænker: ”Åh, skal jeg nu sidde ved siden af ham igen?” Det er der ikke.

Da Hans Jørgen fik en blodprop

Jeg er ikke selv med i så mange arbejdsgrupper, for der skete det tre måneder efter, at vi var flyttet ind, at min mand fik en blodkrop i hjernen. Jeg var med i rigtig mange ting, men jeg meldte mig ud af det hele, fordi jeg ikke kunne overskue al arbejdet. Jeg vil sige, at det er en af de utrolig positive ting ved fællesskabet, for jeg har oplevet en meget stor grad af omsorg og accept af, at han bare ikke kan det samme, som han kunne før.

‍Det favnende fællesskab

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have klaret vores familiesituation, hvis vi stadig havde boet på gården - langt ude på landet. Det betyder helt enormt meget at være i det kærlige, favnende fællesskab, som både giver plads, men som også stiller nogle krav, hvilket er godt, fordi man ikke bare forfalder til at sidde og kigge på sin egen navle.

Det betyder rigtigt meget, at der er nogle kærlige mennesker, der gerne vil dig det godt. Det er virkelig rørende. Når man kommer hjem fra sådan en dag på hospitalet, og der er nogen, der har sat mad fra fællesspisningen ved ens dør, eller har hængt et par nybagte boller på håndtaget.

Vi gør det, som vi kan

Jeg kan huske, at jeg til en arbejdsdag mødte en kvinde, der gik rundt med et lille barn på maven, og hun fortalte, at hun havde dårlig samvittighed over, at hun ikke kunne deltage i arbejdet. Jeg sagde til hende: ”Du gør det, du kan nu, men en dag kan du noget, og så kan det være, at jeg ikke kan noget.” Hun blev simpelthen så glad. Jeg tror, det er den generelle holdning i Fridlev. Hvis man har en nyfødt, eller hvis man er 79 år og har haft en blodprop, kan man ikke det samme som andre. Og det er der en fuld accept af.

Der er ikke nogen, der forventer, at alle skal kunne det samme. Men der er en forventning om, at alle skal prøve at gøre noget.

Når værdierne er på plads

Det er svært for mig at sætte fingeren på, hvad der har skabt den accept og rummelighed i Fridlev. Men vi har haft en del fællesmøder, som handlede om, hvilke værdier vi vil have i fællesskabet. Og man kunne ikke på den ene side sidde og sige, at vi har en masse respekt for hinanden, og vi vil gerne give plads til hinanden, og så bagefter sige, at alle skal lave lige meget. Selvfølgelig skal vi alle sammen yde, men vi skal også give plads og rum til at være lige så forskellige, som vi er. Og hvis man virkelig tænker, at ”du laver da aldrig noget”, så gå hen og snak med vedkommende og spørg: ”Har du det dårligt fortiden, for jeg synes ikke, vi kan mærke, at du er her?” I stedet for at skabe en konflikt, så hav omsorg og nysgerrighed overfor den person, der ikke deltager.

‍Det forpligtende fællesskab

Vi har en fælles ånd, og vi har et fælles ønske om fællesskab.

Det er ikke tilfældigt, at man flytter ind her. Det er jo heller ikke billigt. Man skal ikke flytte ind, alene fordi det er et pænt hus, hvis man ikke har lyst til fællesskab. Man skal flytte ind, fordi man vil noget fælles, og det føler jeg virkelig, at alle dem, der bor her, vil. Vi vil et forpligtende fællesskab, og vi vil hinanden det godt.