
Monday, October 7, 2024
Sjællandsk Muld eller BLOX
Monday, October 7, 2024
Sjællandsk Muld eller BLOX
I anledning af Arkitekturens Dag inviterer vi sammen med Arkitektforeningen, EFFEKT arkitekter og storbofællesskabet Hyllegaard Høje til en inspirerende rundvisning af det (næsten) færdigbyggede Sjællandsk Muld i Hvalsø, hvor vi viser et bud på fremtidens bolig og fællesskab. Hvis du er nysgerrig på byggefællesskaber - måske fordi du og dine venner har lyst til at starte et bofællesskab, eller fordi du er arkitekt, studerende eller har en anden faglig baggrund - så kom med og oplev det visionære og nye bofællesskab Sjællandsk Muld i Lejre Kommune. Du kan være med fysisk eller online.
Efter den fysiske eller virtuelle rundvisning er der paneldebat med beboer Claus Vittus/Sjællandsk Muld, arkitekt Ulrik Mathiasson/EFFEKT, stiftende partner Lars Lundbye/Almenr samt Rebecca Sørensen, udviklingsdirektør i Hyllegaard Udvikling.
Paneldebatten finder fysisk sted i BLOXHUB i København, hvor paneldeltagerne befinder sig, men den kan også følges fra en skærm i bevægelseshuset Siala ved Hyllegaard Høje/Sjællandsk Muld.
Eventet er mandag 7. oktober fra kl. 15.00 til 17.00.
Der er gratis adgang, men du skal tilmelde dig.
Du kan enten deltage i København eller i Sjællandsk Muld i Hvalsø.
København: Paneldebat og virtuel rundvisning, BLOXHUB, Bryghuspladsen 8, 3. sal.
Hvalsø: Fysisk rundvisning og livestream fra paneldebat i BLOX. Mødested er Mulden 50.
Sjællandsk Muld er et pionerprojekt, der har sat nye standarder for bofællesskaber. Omkring årsskiftet 2024/2025 flytter 35 familier ind i deres nye hjem og landsby i Hvalsø. De har valgt genbrugsmaterialer og er selvforsynede med varme og el via Hyllegaard Udviklings energifællesskab. Det og meget mere gør projektet til en foregangsmodel for fremtidens byggeri. Læs mere om Sjællandsk Muld her. https://almenr.dk/post/sjaellandsk-muld
På dette event kan du få inspiration og konkrete værktøjer, der kan realisere din boligdrøm.
• Hvordan kan du som beboer være en aktiv del af udviklingen af både bolig og fællesskab?
• Hvordan skaber arkitektur rammer, der fremmer trivsel og sammenhold?
• Hvilken rolle spiller beboerne ved beslutningsbordet?
Eventarrangørerne bag mandag d. 7. oktober er:
Almenr
Bag Sjællandsk Muld's kooperativ står Almenr, der er en medlemsorganisation for skabelsen af bofællesskaber, der går imod det gængse udviklermarked ved altid at prioritere fællesskabet først. Almenr arbejder ud fra den kooperative tankegang om, at vi skal løfte i flok. Ligesom man gjorde i andelsbevægelsen. Derfor har vi opbygget en partnerkreds af professionelle og andre ildsjæle, der også deler denne tankegang omkring Sjællandsk Muld
Hyllegaard Udvikling
Er virksomheden, der har udviklet planer og design for Hyllegaard Høje. Hyllegaard Høje er et storbofællesskab under udvikling i Hvalsø. Sjællandsk Muld er det første af seks bofællesskaber på grunden. Når Hyllegaard Høje står færdigt, vil det bestå af seks selvstændige bofællesskaber, som er samlet om en fælles gård, fælles landbrugsjord og fælles energiforsyning. Læs mere: hyllegaardhoje.com
EFFEKT
EFFEKT er et forskningsbaseret arkitektfirma i København. Firmaet blev grundlagt i 2007 og beskæftiger 50 designere, idémagere og skabere, der arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur, byplanlægning, landskab og forskningsdrevet innovation under kreativ ledelse af de to grundlæggere Tue Hesselberg Foged og Sinus Lynge. EFFEKT anvender holistiske designløsninger med det formål at forbedre kvaliteten af vores byer og boligområder samt skabe varige sociale, økonomiske og miljømæssige forandringer til gavn for både mennesker og planeten. Læs mere: effekt.dk
Arkitekturens Dag 2024
Den 7. oktober 2024 undersøges, hvordan arkitektfaget og byggebranchen arbejder med de utallige udfordringer, som vi som menneskehed står overfor. Skiftende idealer og teknisk formåen, adgang til materialer eller mangel på samme. Krige, brande, klimaforandringer og naturkatastrofer. Hvordan vil den nødvendige forandring føre til nye løsninger, kreativitet og en øget omsorg for kloden.
For forandring kan skabe frygt, men også fryd. Der er brug for et opgør med mange årtiers praksis, hvor vi har favoriseret det funklende nye over det, der var i forvejen. Hvor vi har revet ned uden at blinke og erstattet det gamle med nye CO2-tunge bygninger af stenuld, beton og kemi. Sådan kan vi ikke fortsætte. Det er ikke længere en mulighed, hverken klima- eller miljømæssigt, og derfor må vi finde nye veje for fremtidens arkitektur.
Attendees
43 households, 52 in all