Hvor mange kvadratmeter har vi egentlig brug for?
I Stavnsbåndet har Toke Trolborg og hans familie boet på 115 m² gennem 21 år.
Ikke fordi boligen i sig selv har været stor. Men fordi hverdagen har føltes rummelig — netop fordi noget af pladsen, livet og fleksibiliteten fandtes lige uden for hoveddøren.
Mange, der overvejer at flytte i bofællesskab, starter det samme sted.
Med plantegningen.
Hvor mange værelser er der? Er stuen stor nok? Hvor skal gæsterne sove? Kan der være hjemmekontor, hobbyrum, teenageværelse, opbevaring, legerum og plads til store middage?
Det er helt naturligt. Vi er vant til at vurdere en bolig ud fra det, der ligger bag vores egen hoveddør. Men i et bofællesskab fungerer kvadratmeter på en anden måde.
Her behøver alle funktioner ikke nødvendigvis være private. Noget af det, vi ellers prøver at presse ind i hver vores bolig, kan ligge i fællesskabet: gæsteværelser, fælleskøkken, værksted, legerum, teenageophold, store spiseborde, haver, uderum og fælles opbevaring.
Det betyder ikke, at den private bolig bliver mindre vigtig. Tværtimod. Den private bolig er stadig basen. Det sted, hvor man kan lukke døren og være sig selv.
Fra for lidt plads i København til et nyt blik på hjem
Da Toke og hans kone Tine flyttede fra en treværelses lejlighed på Nørrebro i 2005, stod de i en situation, mange børnefamilier kender.
De var ved at vokse ud af byen. De havde brug for mere plads. De ville gerne tættere på naturen, men stadig bo tæt på København. Og de begyndte at lede efter en bolig, der kunne rumme familielivet.
Valget faldt på Stavnsbåndet i Farum — et veletableret bofællesskab fra 1979 med 29 familier, rækkehuse og et fælleshus i midten.
“Vi kendte faktisk ikke så meget til bofællesskaber,” fortæller Toke. “Men vi tog ud og kiggede på det og fandt hurtigt ud af, at det var lige noget for os.”
Dengang havde parret to små børn. Senere fik de endnu en søn. I dag har familien boet i Stavnsbåndet i 21 år.
De er flyttet ind med små børn, har levet med deres tre drenge gennem barndom og teenageår — og står nu i en ny fase, hvor den ældste er flyttet hjemmefra.
Alt sammen i en bolig på 115 m².
Et hus, der har ændret sig med familien
Familiens hus er et af de mindre i Stavnsbåndet. Det er bygget i to etager med entré, badeværelse, køkkenalrum og stue i stueetagen. Ovenpå har der gennem årene været forskellige værelsesløsninger.
Da familien flyttede ind, var der to værelser og en ekstra stue på førstesalen. Senere blev stuen delt op, så der blev plads til flere børneværelser. I en periode satte de også en væg op i stueetagen og lavede teenageværelse dér. Senere blev væggen revet ned igen, da behovet ændrede sig.
“Vi har nok haft 4-5 forskellige værelseskonstruktioner i løbet af de 21 år,” siger Toke.
Det er en vigtig del af fortællingen. For det bæredygtige hjem handler ikke kun om at bygge mindre. Det handler også om at bygge og indrette fleksibelt, så boligen kan ændre sig med livet.
Børn bliver større. Arbejdsliv ændrer sig. Familier vokser, skrumper og skifter form. Hvis boligen kan tilpasse sig, behøver man ikke nødvendigvis flytte, bygge til eller eje ekstra kvadratmeter, der kun bruges i korte perioder.
Fælleshuset som en forlængelse af hjemmet
I Stavnsbåndet ligger fælleshuset centralt mellem boligerne. Her er der fællesspisning fire dage om ugen, fælles køkken, opholdsrum og rum til børn og unge.
For Toke og Tines familie har det haft stor betydning — især i de perioder, hvor den private bolig føltes tæt.
“Der har været mange gange, hvor jeg har tænkt, at det kunne være godt med noget ekstra plads,” fortæller Toke.
Særligt i teenageårene kunne tre drenge fylde meget. Når venner kom på besøg, var der ikke altid en kælder, et ekstra værelse eller en separat afdeling i huset, hvor de kunne trække sig tilbage.
Her blev fælleshuset en del af løsningen.
Familiens drenge har brugt førstesalen i fælleshuset som ekstra opholdsrum. Her har de kunnet se film, hænge ud og invitere venner over. For de mindre børn findes der også et kælderrum, som i bofællesskabet kaldes “tonseren” — et rum med madrasser, puder, bordtennisbord, sofa og plads til at larme, tumle og bygge huler.
Det er her, bofællesskabets kvadratmeter bliver konkrete.
ISom rum, der bruges i hverdagen. Rum, der aflaster den private bolig. Rum, der gør det muligt at bo godt på færre egne kvadratmeter.
Stavnsbåndet i Farum
Stiftet i 1979
Oprindeligt stiftet med 26 boliger som rækkehuse med seks længer og fælleshus i midten. Efterfølgende er tre boliger blevet delt i to. I dag er der 29 boliger.
Fælles hus
450 m2 med blandt andet fælleskøkken, tonser-rum til de mindste i kælderen, krea-rum, værksted, gæsteværelser, TV-stue og yogasal på 1-salen, vaskekælder og meget mere.
Fællesspisning
;Mandag til torsdag.
Toke og Tines bolig
Boligen kort fortalt
115 private m² fordelt på to etager
Køkkenalrum, stue, entré og badeværelse i stueetagen
Værelser og hems på førstesalen
Terrasse på begge sider af huset — begge på knap 30 m²
Den ene terrasse opleves mere privat, mens den anden vender mod fællesarealet
Cirka 23 m² pr. person, da alle tre børn boede hjemme
Fleksibel indretning, hvor vægge er sat op og taget ned i takt med familiens behov
Fælleshuset har fungeret som en forlængelse af hjemmet — især til børn, teenagere, gæster og fællesspisning
Den vigtigste pointe
Boligen har ikke skullet kunne alt alene. Gennem årene har familien brugt både huset, terrasserne, fælleshuset og naboskabet som en samlet ramme om hverdagen.
Den større pointe
I Danmark har vi i gennemsnit 53,9 boligkvadratmeter pr. person. Hvis flere skal bo mere bæredygtigt, handler det ikke kun om at bygge flere boliger. Det handler også om at bruge de kvadratmeter, vi bygger, bedre.
Bæredygtighed handler også om hverdagsareal
Når vi taler om bæredygtige boliger, taler vi ofte om materialer, energi, isolering og teknik. Det er vigtigt. Men der er også et andet grundlæggende spørgsmål:
Hvor meget skal vi hver især have for os selv?
For hver ekstra kvadratmeter følger materialer, økonomi, energi, vedligehold og opvarmning. Derfor er kvadratmeter ikke neutrale. De er en ressource.
I et bofællesskab kan man bruge den ressource anderledes.
I stedet for at alle har hvert sit gæsteværelse, kan man dele. I stedet for at alle har plads til 20 spisende gæster i egen stue, kan man samles i fælleshuset. I stedet for at hvert barn skal have adgang til legerum, tumlerum og store udearealer bag egen hoveddør, kan noget ligge i fællesskabet.
Det er ikke kun praktisk. Det er en mere bæredygtig måde at tænke bolig på.
Færre private kvadratmeter behøver ikke betyde et mindre liv. Det kan også betyde, at vi bygger mindre dobbeltkapacitet ind i hver bolig — og i stedet deler de rum, vi kun bruger noget af tiden.
Det private og det fælles kræver grænser
Når man deler mere, skal man også blive tydeligere om sine grænser.
I Stavnsbåndet har familien terrasse på begge sider af huset. Den ene vender væk fra fællesarealet og opleves mere privat. Den anden vender ud mod den fælles have.
Når man går ud på den terrasse, der vender mod det fælles, ligger der en uskreven invitation i det: Nu er vi tilgængelige. Nu må man gerne komme forbi.
Der findes også en anden uskreven regel i bofællesskabet: Den første kvadratmeter inden for køkkendøren er næsten fællesareal. Ikke fordi naboer bare går ind i hinandens hjem, men fordi der er en kultur, hvor man kan banke på, åbne døren og stikke hovedet ind.
For nogle lyder det trygt og levende. For andre lyder det grænseoverskridende.
Toke forstår begge reaktioner.
“Man kan hurtigt få besøg rigtig meget. Især når man har små børn,” fortæller han.
Derfor handler bofællesskab ikke kun om at åbne døren. Det handler også om at kunne lukke den. At kunne sige ja og nej. At finde balancen mellem privatliv og fællesskab.
Korttitel
Hvad man overser, når man kun ser på plantegningen
Når mennesker uden erfaring med bofællesskaber sammenligner et parcelhus med en bolig i et bofællesskab, er det let at stirre sig blind på de private kvadratmeter.
Men ifølge Toke overser man hurtigt det vigtigste.
“Det, man overser, er værdien i at bo sammen med nogle naboer, som man er forpligtet på at være i et fællesskab med, og som man har lyst til at være i et fællesskab med,” siger han.
Efter bare 14 dage i Stavnsbåndet følte familien, at de kendte alle deres naboer. Det gav en tryghed, som hurtigt kom til at fylde i hverdagen.
For Toke var den største overraskelse måske ikke, at de kunne få hverdagen til at fungere på 115 m². Men hvor meget fællesskabet kom til at betyde.
“Det har haft en kæmpe betydning og en kæmpe værdi,” siger han.
Og måske er det netop dér, forskellen ligger.
I et bofællesskab handler downsizing ikke kun om at flytte til noget mindre. Det handler om at flytte noget af hverdagen ud af den private bolig og ind i et større fælles rum.
Man får måske færre kvadratmeter for sig selv.
Men man får flere kvadratmeter, der giver mening. Sammen.