”Rejsefeberen” breder sig i bofællesskabet Sjællandsk Muld. Der er ved at blive kaldt ind til boarding, for lige om lidt får de første af de 35 familier deres nøgler. Vi har taget temperaturen på to beboere – den erfarne i bofællesskaber Claus Vittus og nybegynderen i bofællesskaber Kathrine Norsk - og spurgt hvilke tanker, de gør sig før indflytningen, og hvad der er vigtigt i den første tid, når de er landet på den nye destination: Sjællandsk Muld i Lejre Kommune.
Præsentation: Kulturjournalist Claus Vittus flytter sammen med sin kæreste Susanne Bertelsen ind i en et-plansbolig. De kommer fra et andet bofællesskab, Skråningen i Lejre. Efter en skiulykke fungerer det ikke for Susanne at have flere etager og trapper i deres hjem i det nuværende Skråningen. Sammen har de tre børn og fem børnebørn. Claus og Susanne har boet i kollektiver og bofællesskaber det meste af deres liv.
Ja, jeg har en eller anden form for rejsefeber. Jeg er ikke alene spændt på, hvordan vi kommer til at bo i vores nye hus, men også hvordan hele rejsen vil forme sig. Der er ikke noget katalog for, hvordan rejsen skal forløbe. Det er lidt som at flytte ud i en vildmark … haha.
Vi skal ud et sted, hvor vi ikke ved, hvad der sker, og hvordan kutymen og kulturen udvikler sig. Det, der er fedt med at skabe et bofællesskab, er, at man skaber noget, hvor der skal være luft og rum til alle. Det er ikke ligesom en arbejdsplads eller skoleklasse, hvor der er nogen, der bestemmer, og der er nogen, der i sidste ende styrer retningen. Her er det op til alle at være med til at præge fællesskabet med deres egen personlighed.
Jeg glæder mig til at sætte mig ned til fællesspisning sammen med de andre. Og så kigge på alle de forskellige mennesker, der er. Selvom jeg har været med i processen i to og et halvt år, og kender nogle af dem, vil jeg kigge på alle med en åbenhed: ”Hvem er I, og hvad har I af sjove idéer?” Så i virkeligheden glæder jeg mig til at høre, hvad der bobler op hos os alle sammen.
I første omgang skal vi se, hvad det er for nogle mennesker, vi bor sammen med, og jeg har det sådan, at man ikke behøver at forholde sig til alle. Der er nogen, man ikke synes, man svinger så godt med, og dem skal man ikke nødvendigvis invitere hjem til middag.
Men det kan da godt være, at man kan sidde og snakke sammen til fællesspisning, men man skal være okay med, at det ikke er alle, man svinger med. Det vigtigste for mig i starten af fællesskabet er at lære mennesker at kende – lade dem folde sig ud med deres ideer og lyster, og hvad de har af visioner for, hvad vi skal bygge og gøre sammen de næste mange år.
🏠 Hvad frygter du mest i det nye bofællesskab?
... at der er nogen, der vil forsøge at definere for mange regler, retningslinjer og fællesnævnere. Vi har allerede fælles værdier, fordi vi har betalt en masse penge for et klimaneutralt og bæredygtigt byggeri. Vi vil også spise økologisk og sådan nogle ting. Så værdifællesskabet er der. Jeg ønsker bare ikke, at vi skal gå endnu videre udad den sti. Jeg kan høre, at der er meget forskellige holdninger til, hvad det er, vi skal til at lave, og hvad det er for nogle sammenhænge, vi skal indgå med hinanden i. Nogen vil gerne opstille regler for, hvordan fællesskabet skal være og forme sig, for så får de en tryghed, når de skal bevæge sig ind i det. Jeg synes, det kommer til at blive begrænsende, hvis vi skal have regler og retningslinjer allerede nu.
Alle definerer fællesskabet på forskellige måder, og jeg ligger klart i den del, der vil lade fællesskabet udfolde sig af sig selv. Regler kan vi altid få, hvis der viser sig at være nogle problematiske måder at leve sammen på, som kræver retningslinjer for, at alle kan trives.
Hvis det handler om, at hunde skal gå i snor, eller der kun må være to børn på trampolinen ad gangen, kan vi godt finde regler til det.
"Men som udgangspunkt er fællesskab ikke noget, man skal indrette sig under. Det er noget, der udfolder sig."
Jeg tror, det vil give konflikter, hvis vi skaber for mange regler og fællesnævnere, og de konflikter vil ikke være fællesskabsskabende eller rumme en fremdrift. Hvis man siger, vi ikke må have hunde, eller vi skal lave en fælles erklæring mod Trump. Nej, nej, don't do that. Det er ikke sådant et fællesskab, vi har lavet. Vi har lavet et fællesskab omkring at bo sammen og kunne vælge hinanden til og fra.
🏠 Hvad synes du, der er vigtigt at huske på, når man flytter ind?
At man også skal skabe sit eget private rum, og at det er fint nok at trække sig tilbage. Man behøver ikke at være med i al snak. Det må ikke være hårdt defineret, at hvis man ikke er med til fælles aktiviteter, er man ikke en del af fællesskabet. Man skal heller ikke have dårlig samvittighed, fordi man ikke møder op til alle arrangementer.
Man behøver heller ikke have en mening om, hvad de andre har en mening om. Hvis det nu ikke betyder noget, så lad den være med at have en mening. Forsøg at skabe dit eget rum og find de mennesker, du svinger med, og deltag i det, du selv har det godt med.
Fællesskabet har den styrke i sig, at der er mange forskellige mennesker med mange forskellige holdninger og idéer. Det synes jeg klart, er det, man skal huske på. I stedet for at fokusere på, at vi alle sammen skal have diskuteret alting og være enige om alting.
… ved at lade være med at snakke så meget. I den første tid vil jeg gå rundt og møde de andre og nyde dem og høre om dem. Der kommer fællesmøder, og vi skal snakke om ting og sager, men der vil jeg tænke, at jeg ikke behøver at sige noget. Nu tager jeg det stille og roligt og ser, hvad der sker. Lad os falde ned og se på hinanden og få nogle af de ting op at køre, som vi godt vil have op at køre. Plante nogle træer og sådan nogle ting. Men ellers tage det roligt.
Fordelen ved at tage det roligt i starten er, at jeg ikke bliver irriteret og kommer til at fokusere på folks dårlige sider …haha. Jeg vil gerne se på folks positive sider og blive ved med at se dem. Det er ligesom på en arbejdsplads, at hvis der hele tiden er nogen, der bestyrer eller beslutter, kan man ende med at føle, at ens personlige integritet bliver truet.
Derfor vil jeg holde mig ude af for meget debat om ting, som jeg ikke nødvendigvis har en mening om, og som ikke betyder noget for mig. Det betyder ikke noget for mig, om det er et æble- eller pæretræ, eller om jeg har en parkeringsplads 40 eller 80 meter fra min bolig. Det er eksempler taget ud af fantasien. Lad detaljerne ligge. Hvis det ikke er vigtigt, så hellere sive ud af det, inden jeg begynder at blive irriteret på, at nogle andre mennesker synes, det er vigtigt.
Fordelen ved Sjællandsk Muld er heldigvis, at vi allerede har snakket en del om vores fællesskab, inden vi flytter ind. Det er en stor styrke, at vi har mødtes, for det har gjort, at vi har lært hinandens forskellighed at kende. Jeg håber og ønsker, at vi starter med lige at leve sammen. Og hvis der opstår konflikter, så tager vi dem, og finder ud af, om vi skal regulere vores samvær.
"Min erfaring fra mine mange år i bofællesskaber og kollektiver er, at alt regulerer sig langsomt, stille og roligt, når det handler om mennesker."
Præsentation: Kathrine Norsk, der er antropolog, og hendes partner Tobias har været med i Sjællandsk Muld i fire år. De bor i en lejlighed på Islands Brygge og har datteren Gry på to måneder. Det er første gang, at de både flytter i hus og i et bofællesskab. Tobias’s mor flytter også med til Sjællandsk Muld, hvor hun har købt sit eget hus, der ligger skråt overfor Kathrine og Tobias's.
Ja, lige pludselig er det lige om lidt. Det fylder meget, fordi det har stået på så længe, men det er næsten også helt uvirkeligt. Vi har villet det her i fire år, så det er en kæmpe forløsning endelig at flytte ud af byen og finde en ro på landet.
Vi forelskede os i det her sted. Nogle gange, når vi har været til sociale arrangementer, har det været lidt hårdt stadig at være i byen og ikke kunne blive en del af fællesskabet endnu. Jeg er meget spændt på hele flytteprocessen. Hvordan det går med at flytte med et lille barn ind i et helt nyt hus, hvor vi gerne selv vil lave nogle fede integrerede opbevaringsmuligheder, og så samtidig flytte ind i et bofællesskab, som vi også skal forholde os til. Der er rigtigt mange ting, der sker på samme tid.
Tobias og jeg er meget forskellige personligheder, og det har vi talt en del om. Han er introvert, og jeg er ekstrovert, så vi indgår i fællesskaber på forskellige måder. Jeg får energi af at være en del af fællesskabet, når vi er mange sammen, hvor Tobias bedre kan lide samtaler på to-mands hånd og gennem de praktiske opgaver, der sikkert kommer til at være mange af.
Vi har haft mange dialoger om, at vi må være gode til at tjekke ind med hinanden og fortælle, hvordan vi har det. Det er vigtigt for os begge to, at vi forventningsafstemmer, fordi vi grundlæggende har en forskellig tilgang til fællesskab. Vi har talt om, at vi skal skabe en god balance mellem det private og det fælles liv. Nogle gange er det vigtigt for os, og særligt Tobias, at kunne lukke døren. Samtidig kan jeg nemmere udleve min ekstroverte personlighed på den anden side af døren. ,
Jeg har ikke så mange bekymringer – ikke fordi jeg tror, det bare bliver nemt, men vi har gjort os mange overvejelser omkring de ting, der følger med i et bofællesskab. Der er mange bonusser ved fællesskabet - fællesspisningen og alt det, man kan løfte sammen – og så er der også en masse holdninger, kompromisser og diskussioner.
Når jeg fortæller mine venner, at vi skal flytte i bofællesskab, kan jeg mærke på dem, at de synes, det lyder som et Utopia – med fællesskab, fællesspisninger, og børn, der kan løbe ud og ind ad dørene hos hinanden, men vi ved også, at det til tider kan være udfordrende at bo sammen på tværs af generationer, holdninger og værdier.
Heldigvis har vi haft mange refleksioner sammen – både som par og i hele fællesskabet – om hvad der er godt og svært. Vi kaster os ikke bare hovedkulds ud i det. Vi er forberedte. Jeg synes, det er vigtig at indstille sig på, at man ikke altid kan få det på sin måde, når man er så mange mennesker, der skal leve sammen, og det at kunne indgå i et kompromis er alfa og omega. Man skal være villig til, at for eksempel indretningen af fælleshuset, eller hvad man skal spise sammen til fællesspisningen, måske ikke lige er det, man selv ønsker.
"Man må have en åbenhed. Hvis man står for fast på sine egne ønsker, bliver man kun skuffet."
Jeg synes, det er fedt at blive udfordret, og det er ikke noget, jeg frygter. Det er bare sådan, det er. Selvfølgelig er det hårdere, at vi skal blive enige om nogle ting, for det er man ikke altid, men jeg frygter det ikke. Jeg tror også på, at man bliver et mere rummeligt menneske, når man ikke kun omgiver sig med mennesker, der ligner en, men som har forskellige aldre, baggrunde og synspunkter.
Jeg glæder mig til mange ting. Jeg glæder mig til at dyrke min tætte familie og det store fællesskab i Sjællandsk Muld. At kunne trække sig ind og være i det her vilde hus, som er vores første hus, men også være med til at se bofællesskabet vokse.
Jeg glæder mig vildt meget til at begynde at lære folk at kende og lave ting sammen og ikke altid snakke. Hjælpe Henrik med bierne, gå til babymassage i Siala, men også til alt det spontane samvær, der ikke kan planlægges, men som bare opstår - alt det, der sker, når man støder ind i hinanden, fordi man er nede i nyttehaven eller ser til fårene.
Jeg synes nogle gange, det er underligt at bo klos op og ned ad andre mennesker inde i byen, men man ses ikke, og de er fremmede for en. Her kommer vi hinanden ved. Jeg tænker, at vi kan være sammen på en mere naturlig måde, hvor vi laver noget sammen - hypper kartofler eller har andre opgaver.
"Det giver et andet fællesskab, når man har noget helt konkret at være sammen om."
Vi har en lille datter på to måneder, og det bliver spændende at se, hvordan vi kan finde en balance mellem at være der for hende og bidrage til fællesskabet. Det vigtigste for mig i den første tid er at komme på plads. Vi skal bo tre mennesker på 75 m2, og det er vigtigt at få skabt et hjem relativt hurtigt. Jeg er på barsel og vil ikke bo i flyttekasser, så vi skal få landet et kompromis, hvor vi føler os hjemme, og samtidig kan få kickstartet det at være del af et bofællesskab.
"Sjællandsk Muld løfter barren for bofællesskaber" - læs om baggrunden og tilblivelsen af bofællesskabet.
Vil du følge med i Sjællandsk Mulds nye, kommende nabo - bofællesskabet "Roden" - der vil bestå af andelsboliger? Du kan følge med her.
Vil du læse om storbofællesskabet Hyllegaard Høje, hvor Sjællandsk Muld er det første ud af i alt seks realiserede bofælleskaber?
”Rejsefeberen” breder sig i bofællesskabet Sjællandsk Muld. Der er ved at blive kaldt ind til boarding, for lige om lidt får de første af de 35 familier deres nøgler. Vi har taget temperaturen på to beboere – den erfarne i bofællesskaber Claus Vittus og nybegynderen i bofællesskaber Kathrine Norsk - og spurgt hvilke tanker, de gør sig før indflytningen, og hvad der er vigtigt i den første tid, når de er landet på den nye destination: Sjællandsk Muld i Lejre Kommune.
Præsentation: Kulturjournalist Claus Vittus flytter sammen med sin kæreste Susanne Bertelsen ind i en et-plansbolig. De kommer fra et andet bofællesskab, Skråningen i Lejre. Efter en skiulykke fungerer det ikke for Susanne at have flere etager og trapper i deres hjem i det nuværende Skråningen. Sammen har de tre børn og fem børnebørn. Claus og Susanne har boet i kollektiver og bofællesskaber det meste af deres liv.
Ja, jeg har en eller anden form for rejsefeber. Jeg er ikke alene spændt på, hvordan vi kommer til at bo i vores nye hus, men også hvordan hele rejsen vil forme sig. Der er ikke noget katalog for, hvordan rejsen skal forløbe. Det er lidt som at flytte ud i en vildmark … haha.
Vi skal ud et sted, hvor vi ikke ved, hvad der sker, og hvordan kutymen og kulturen udvikler sig. Det, der er fedt med at skabe et bofællesskab, er, at man skaber noget, hvor der skal være luft og rum til alle. Det er ikke ligesom en arbejdsplads eller skoleklasse, hvor der er nogen, der bestemmer, og der er nogen, der i sidste ende styrer retningen. Her er det op til alle at være med til at præge fællesskabet med deres egen personlighed.
Jeg glæder mig til at sætte mig ned til fællesspisning sammen med de andre. Og så kigge på alle de forskellige mennesker, der er. Selvom jeg har været med i processen i to og et halvt år, og kender nogle af dem, vil jeg kigge på alle med en åbenhed: ”Hvem er I, og hvad har I af sjove idéer?” Så i virkeligheden glæder jeg mig til at høre, hvad der bobler op hos os alle sammen.
I første omgang skal vi se, hvad det er for nogle mennesker, vi bor sammen med, og jeg har det sådan, at man ikke behøver at forholde sig til alle. Der er nogen, man ikke synes, man svinger så godt med, og dem skal man ikke nødvendigvis invitere hjem til middag.
Men det kan da godt være, at man kan sidde og snakke sammen til fællesspisning, men man skal være okay med, at det ikke er alle, man svinger med. Det vigtigste for mig i starten af fællesskabet er at lære mennesker at kende – lade dem folde sig ud med deres ideer og lyster, og hvad de har af visioner for, hvad vi skal bygge og gøre sammen de næste mange år.
🏠 Hvad frygter du mest i det nye bofællesskab?
... at der er nogen, der vil forsøge at definere for mange regler, retningslinjer og fællesnævnere. Vi har allerede fælles værdier, fordi vi har betalt en masse penge for et klimaneutralt og bæredygtigt byggeri. Vi vil også spise økologisk og sådan nogle ting. Så værdifællesskabet er der. Jeg ønsker bare ikke, at vi skal gå endnu videre udad den sti. Jeg kan høre, at der er meget forskellige holdninger til, hvad det er, vi skal til at lave, og hvad det er for nogle sammenhænge, vi skal indgå med hinanden i. Nogen vil gerne opstille regler for, hvordan fællesskabet skal være og forme sig, for så får de en tryghed, når de skal bevæge sig ind i det. Jeg synes, det kommer til at blive begrænsende, hvis vi skal have regler og retningslinjer allerede nu.
Alle definerer fællesskabet på forskellige måder, og jeg ligger klart i den del, der vil lade fællesskabet udfolde sig af sig selv. Regler kan vi altid få, hvis der viser sig at være nogle problematiske måder at leve sammen på, som kræver retningslinjer for, at alle kan trives.
Hvis det handler om, at hunde skal gå i snor, eller der kun må være to børn på trampolinen ad gangen, kan vi godt finde regler til det.
"Men som udgangspunkt er fællesskab ikke noget, man skal indrette sig under. Det er noget, der udfolder sig."
Jeg tror, det vil give konflikter, hvis vi skaber for mange regler og fællesnævnere, og de konflikter vil ikke være fællesskabsskabende eller rumme en fremdrift. Hvis man siger, vi ikke må have hunde, eller vi skal lave en fælles erklæring mod Trump. Nej, nej, don't do that. Det er ikke sådant et fællesskab, vi har lavet. Vi har lavet et fællesskab omkring at bo sammen og kunne vælge hinanden til og fra.
🏠 Hvad synes du, der er vigtigt at huske på, når man flytter ind?
At man også skal skabe sit eget private rum, og at det er fint nok at trække sig tilbage. Man behøver ikke at være med i al snak. Det må ikke være hårdt defineret, at hvis man ikke er med til fælles aktiviteter, er man ikke en del af fællesskabet. Man skal heller ikke have dårlig samvittighed, fordi man ikke møder op til alle arrangementer.
Man behøver heller ikke have en mening om, hvad de andre har en mening om. Hvis det nu ikke betyder noget, så lad den være med at have en mening. Forsøg at skabe dit eget rum og find de mennesker, du svinger med, og deltag i det, du selv har det godt med.
Fællesskabet har den styrke i sig, at der er mange forskellige mennesker med mange forskellige holdninger og idéer. Det synes jeg klart, er det, man skal huske på. I stedet for at fokusere på, at vi alle sammen skal have diskuteret alting og være enige om alting.
… ved at lade være med at snakke så meget. I den første tid vil jeg gå rundt og møde de andre og nyde dem og høre om dem. Der kommer fællesmøder, og vi skal snakke om ting og sager, men der vil jeg tænke, at jeg ikke behøver at sige noget. Nu tager jeg det stille og roligt og ser, hvad der sker. Lad os falde ned og se på hinanden og få nogle af de ting op at køre, som vi godt vil have op at køre. Plante nogle træer og sådan nogle ting. Men ellers tage det roligt.
Fordelen ved at tage det roligt i starten er, at jeg ikke bliver irriteret og kommer til at fokusere på folks dårlige sider …haha. Jeg vil gerne se på folks positive sider og blive ved med at se dem. Det er ligesom på en arbejdsplads, at hvis der hele tiden er nogen, der bestyrer eller beslutter, kan man ende med at føle, at ens personlige integritet bliver truet.
Derfor vil jeg holde mig ude af for meget debat om ting, som jeg ikke nødvendigvis har en mening om, og som ikke betyder noget for mig. Det betyder ikke noget for mig, om det er et æble- eller pæretræ, eller om jeg har en parkeringsplads 40 eller 80 meter fra min bolig. Det er eksempler taget ud af fantasien. Lad detaljerne ligge. Hvis det ikke er vigtigt, så hellere sive ud af det, inden jeg begynder at blive irriteret på, at nogle andre mennesker synes, det er vigtigt.
Fordelen ved Sjællandsk Muld er heldigvis, at vi allerede har snakket en del om vores fællesskab, inden vi flytter ind. Det er en stor styrke, at vi har mødtes, for det har gjort, at vi har lært hinandens forskellighed at kende. Jeg håber og ønsker, at vi starter med lige at leve sammen. Og hvis der opstår konflikter, så tager vi dem, og finder ud af, om vi skal regulere vores samvær.
"Min erfaring fra mine mange år i bofællesskaber og kollektiver er, at alt regulerer sig langsomt, stille og roligt, når det handler om mennesker."
Præsentation: Kathrine Norsk, der er antropolog, og hendes partner Tobias har været med i Sjællandsk Muld i fire år. De bor i en lejlighed på Islands Brygge og har datteren Gry på to måneder. Det er første gang, at de både flytter i hus og i et bofællesskab. Tobias’s mor flytter også med til Sjællandsk Muld, hvor hun har købt sit eget hus, der ligger skråt overfor Kathrine og Tobias's.
Ja, lige pludselig er det lige om lidt. Det fylder meget, fordi det har stået på så længe, men det er næsten også helt uvirkeligt. Vi har villet det her i fire år, så det er en kæmpe forløsning endelig at flytte ud af byen og finde en ro på landet.
Vi forelskede os i det her sted. Nogle gange, når vi har været til sociale arrangementer, har det været lidt hårdt stadig at være i byen og ikke kunne blive en del af fællesskabet endnu. Jeg er meget spændt på hele flytteprocessen. Hvordan det går med at flytte med et lille barn ind i et helt nyt hus, hvor vi gerne selv vil lave nogle fede integrerede opbevaringsmuligheder, og så samtidig flytte ind i et bofællesskab, som vi også skal forholde os til. Der er rigtigt mange ting, der sker på samme tid.
Tobias og jeg er meget forskellige personligheder, og det har vi talt en del om. Han er introvert, og jeg er ekstrovert, så vi indgår i fællesskaber på forskellige måder. Jeg får energi af at være en del af fællesskabet, når vi er mange sammen, hvor Tobias bedre kan lide samtaler på to-mands hånd og gennem de praktiske opgaver, der sikkert kommer til at være mange af.
Vi har haft mange dialoger om, at vi må være gode til at tjekke ind med hinanden og fortælle, hvordan vi har det. Det er vigtigt for os begge to, at vi forventningsafstemmer, fordi vi grundlæggende har en forskellig tilgang til fællesskab. Vi har talt om, at vi skal skabe en god balance mellem det private og det fælles liv. Nogle gange er det vigtigt for os, og særligt Tobias, at kunne lukke døren. Samtidig kan jeg nemmere udleve min ekstroverte personlighed på den anden side af døren. ,
Jeg har ikke så mange bekymringer – ikke fordi jeg tror, det bare bliver nemt, men vi har gjort os mange overvejelser omkring de ting, der følger med i et bofællesskab. Der er mange bonusser ved fællesskabet - fællesspisningen og alt det, man kan løfte sammen – og så er der også en masse holdninger, kompromisser og diskussioner.
Når jeg fortæller mine venner, at vi skal flytte i bofællesskab, kan jeg mærke på dem, at de synes, det lyder som et Utopia – med fællesskab, fællesspisninger, og børn, der kan løbe ud og ind ad dørene hos hinanden, men vi ved også, at det til tider kan være udfordrende at bo sammen på tværs af generationer, holdninger og værdier.
Heldigvis har vi haft mange refleksioner sammen – både som par og i hele fællesskabet – om hvad der er godt og svært. Vi kaster os ikke bare hovedkulds ud i det. Vi er forberedte. Jeg synes, det er vigtig at indstille sig på, at man ikke altid kan få det på sin måde, når man er så mange mennesker, der skal leve sammen, og det at kunne indgå i et kompromis er alfa og omega. Man skal være villig til, at for eksempel indretningen af fælleshuset, eller hvad man skal spise sammen til fællesspisningen, måske ikke lige er det, man selv ønsker.
"Man må have en åbenhed. Hvis man står for fast på sine egne ønsker, bliver man kun skuffet."
Jeg synes, det er fedt at blive udfordret, og det er ikke noget, jeg frygter. Det er bare sådan, det er. Selvfølgelig er det hårdere, at vi skal blive enige om nogle ting, for det er man ikke altid, men jeg frygter det ikke. Jeg tror også på, at man bliver et mere rummeligt menneske, når man ikke kun omgiver sig med mennesker, der ligner en, men som har forskellige aldre, baggrunde og synspunkter.
Jeg glæder mig til mange ting. Jeg glæder mig til at dyrke min tætte familie og det store fællesskab i Sjællandsk Muld. At kunne trække sig ind og være i det her vilde hus, som er vores første hus, men også være med til at se bofællesskabet vokse.
Jeg glæder mig vildt meget til at begynde at lære folk at kende og lave ting sammen og ikke altid snakke. Hjælpe Henrik med bierne, gå til babymassage i Siala, men også til alt det spontane samvær, der ikke kan planlægges, men som bare opstår - alt det, der sker, når man støder ind i hinanden, fordi man er nede i nyttehaven eller ser til fårene.
Jeg synes nogle gange, det er underligt at bo klos op og ned ad andre mennesker inde i byen, men man ses ikke, og de er fremmede for en. Her kommer vi hinanden ved. Jeg tænker, at vi kan være sammen på en mere naturlig måde, hvor vi laver noget sammen - hypper kartofler eller har andre opgaver.
"Det giver et andet fællesskab, når man har noget helt konkret at være sammen om."
Vi har en lille datter på to måneder, og det bliver spændende at se, hvordan vi kan finde en balance mellem at være der for hende og bidrage til fællesskabet. Det vigtigste for mig i den første tid er at komme på plads. Vi skal bo tre mennesker på 75 m2, og det er vigtigt at få skabt et hjem relativt hurtigt. Jeg er på barsel og vil ikke bo i flyttekasser, så vi skal få landet et kompromis, hvor vi føler os hjemme, og samtidig kan få kickstartet det at være del af et bofællesskab.
"Sjællandsk Muld løfter barren for bofællesskaber" - læs om baggrunden og tilblivelsen af bofællesskabet.
Vil du følge med i Sjællandsk Mulds nye, kommende nabo - bofællesskabet "Roden" - der vil bestå af andelsboliger? Du kan følge med her.
Vil du læse om storbofællesskabet Hyllegaard Høje, hvor Sjællandsk Muld er det første ud af i alt seks realiserede bofælleskaber?
Skriv din email, og du vil få vores nyhedsbrev. Hvis du vil opbygge anciennitet til nuværende og fremtidige landsbyer, så husk at blive medlem her.
Vil du følge med i Almenr?
Se alle ↩
Vi lover at vi ikke fylder din inbox unødigt
”Rejsefeberen” breder sig i bofællesskabet Sjællandsk Muld. Der er ved at blive kaldt ind til boarding, for lige om lidt får de første af de 35 familier deres nøgler. Vi har taget temperaturen på to beboere – den erfarne i bofællesskaber Claus Vittus og nybegynderen i bofællesskaber Kathrine Norsk - og spurgt hvilke tanker, de gør sig før indflytningen, og hvad der er vigtigt i den første tid, når de er landet på den nye destination: Sjællandsk Muld i Lejre Kommune.
Præsentation: Kulturjournalist Claus Vittus flytter sammen med sin kæreste Susanne Bertelsen ind i en et-plansbolig. De kommer fra et andet bofællesskab, Skråningen i Lejre. Efter en skiulykke fungerer det ikke for Susanne at have flere etager og trapper i deres hjem i det nuværende Skråningen. Sammen har de tre børn og fem børnebørn. Claus og Susanne har boet i kollektiver og bofællesskaber det meste af deres liv.
Ja, jeg har en eller anden form for rejsefeber. Jeg er ikke alene spændt på, hvordan vi kommer til at bo i vores nye hus, men også hvordan hele rejsen vil forme sig. Der er ikke noget katalog for, hvordan rejsen skal forløbe. Det er lidt som at flytte ud i en vildmark … haha.
Vi skal ud et sted, hvor vi ikke ved, hvad der sker, og hvordan kutymen og kulturen udvikler sig. Det, der er fedt med at skabe et bofællesskab, er, at man skaber noget, hvor der skal være luft og rum til alle. Det er ikke ligesom en arbejdsplads eller skoleklasse, hvor der er nogen, der bestemmer, og der er nogen, der i sidste ende styrer retningen. Her er det op til alle at være med til at præge fællesskabet med deres egen personlighed.
Jeg glæder mig til at sætte mig ned til fællesspisning sammen med de andre. Og så kigge på alle de forskellige mennesker, der er. Selvom jeg har været med i processen i to og et halvt år, og kender nogle af dem, vil jeg kigge på alle med en åbenhed: ”Hvem er I, og hvad har I af sjove idéer?” Så i virkeligheden glæder jeg mig til at høre, hvad der bobler op hos os alle sammen.
I første omgang skal vi se, hvad det er for nogle mennesker, vi bor sammen med, og jeg har det sådan, at man ikke behøver at forholde sig til alle. Der er nogen, man ikke synes, man svinger så godt med, og dem skal man ikke nødvendigvis invitere hjem til middag.
Men det kan da godt være, at man kan sidde og snakke sammen til fællesspisning, men man skal være okay med, at det ikke er alle, man svinger med. Det vigtigste for mig i starten af fællesskabet er at lære mennesker at kende – lade dem folde sig ud med deres ideer og lyster, og hvad de har af visioner for, hvad vi skal bygge og gøre sammen de næste mange år.
🏠 Hvad frygter du mest i det nye bofællesskab?
... at der er nogen, der vil forsøge at definere for mange regler, retningslinjer og fællesnævnere. Vi har allerede fælles værdier, fordi vi har betalt en masse penge for et klimaneutralt og bæredygtigt byggeri. Vi vil også spise økologisk og sådan nogle ting. Så værdifællesskabet er der. Jeg ønsker bare ikke, at vi skal gå endnu videre udad den sti. Jeg kan høre, at der er meget forskellige holdninger til, hvad det er, vi skal til at lave, og hvad det er for nogle sammenhænge, vi skal indgå med hinanden i. Nogen vil gerne opstille regler for, hvordan fællesskabet skal være og forme sig, for så får de en tryghed, når de skal bevæge sig ind i det. Jeg synes, det kommer til at blive begrænsende, hvis vi skal have regler og retningslinjer allerede nu.
Alle definerer fællesskabet på forskellige måder, og jeg ligger klart i den del, der vil lade fællesskabet udfolde sig af sig selv. Regler kan vi altid få, hvis der viser sig at være nogle problematiske måder at leve sammen på, som kræver retningslinjer for, at alle kan trives.
Hvis det handler om, at hunde skal gå i snor, eller der kun må være to børn på trampolinen ad gangen, kan vi godt finde regler til det.
"Men som udgangspunkt er fællesskab ikke noget, man skal indrette sig under. Det er noget, der udfolder sig."
Jeg tror, det vil give konflikter, hvis vi skaber for mange regler og fællesnævnere, og de konflikter vil ikke være fællesskabsskabende eller rumme en fremdrift. Hvis man siger, vi ikke må have hunde, eller vi skal lave en fælles erklæring mod Trump. Nej, nej, don't do that. Det er ikke sådant et fællesskab, vi har lavet. Vi har lavet et fællesskab omkring at bo sammen og kunne vælge hinanden til og fra.
🏠 Hvad synes du, der er vigtigt at huske på, når man flytter ind?
At man også skal skabe sit eget private rum, og at det er fint nok at trække sig tilbage. Man behøver ikke at være med i al snak. Det må ikke være hårdt defineret, at hvis man ikke er med til fælles aktiviteter, er man ikke en del af fællesskabet. Man skal heller ikke have dårlig samvittighed, fordi man ikke møder op til alle arrangementer.
Man behøver heller ikke have en mening om, hvad de andre har en mening om. Hvis det nu ikke betyder noget, så lad den være med at have en mening. Forsøg at skabe dit eget rum og find de mennesker, du svinger med, og deltag i det, du selv har det godt med.
Fællesskabet har den styrke i sig, at der er mange forskellige mennesker med mange forskellige holdninger og idéer. Det synes jeg klart, er det, man skal huske på. I stedet for at fokusere på, at vi alle sammen skal have diskuteret alting og være enige om alting.
… ved at lade være med at snakke så meget. I den første tid vil jeg gå rundt og møde de andre og nyde dem og høre om dem. Der kommer fællesmøder, og vi skal snakke om ting og sager, men der vil jeg tænke, at jeg ikke behøver at sige noget. Nu tager jeg det stille og roligt og ser, hvad der sker. Lad os falde ned og se på hinanden og få nogle af de ting op at køre, som vi godt vil have op at køre. Plante nogle træer og sådan nogle ting. Men ellers tage det roligt.
Fordelen ved at tage det roligt i starten er, at jeg ikke bliver irriteret og kommer til at fokusere på folks dårlige sider …haha. Jeg vil gerne se på folks positive sider og blive ved med at se dem. Det er ligesom på en arbejdsplads, at hvis der hele tiden er nogen, der bestyrer eller beslutter, kan man ende med at føle, at ens personlige integritet bliver truet.
Derfor vil jeg holde mig ude af for meget debat om ting, som jeg ikke nødvendigvis har en mening om, og som ikke betyder noget for mig. Det betyder ikke noget for mig, om det er et æble- eller pæretræ, eller om jeg har en parkeringsplads 40 eller 80 meter fra min bolig. Det er eksempler taget ud af fantasien. Lad detaljerne ligge. Hvis det ikke er vigtigt, så hellere sive ud af det, inden jeg begynder at blive irriteret på, at nogle andre mennesker synes, det er vigtigt.
Fordelen ved Sjællandsk Muld er heldigvis, at vi allerede har snakket en del om vores fællesskab, inden vi flytter ind. Det er en stor styrke, at vi har mødtes, for det har gjort, at vi har lært hinandens forskellighed at kende. Jeg håber og ønsker, at vi starter med lige at leve sammen. Og hvis der opstår konflikter, så tager vi dem, og finder ud af, om vi skal regulere vores samvær.
"Min erfaring fra mine mange år i bofællesskaber og kollektiver er, at alt regulerer sig langsomt, stille og roligt, når det handler om mennesker."
Præsentation: Kathrine Norsk, der er antropolog, og hendes partner Tobias har været med i Sjællandsk Muld i fire år. De bor i en lejlighed på Islands Brygge og har datteren Gry på to måneder. Det er første gang, at de både flytter i hus og i et bofællesskab. Tobias’s mor flytter også med til Sjællandsk Muld, hvor hun har købt sit eget hus, der ligger skråt overfor Kathrine og Tobias's.
Ja, lige pludselig er det lige om lidt. Det fylder meget, fordi det har stået på så længe, men det er næsten også helt uvirkeligt. Vi har villet det her i fire år, så det er en kæmpe forløsning endelig at flytte ud af byen og finde en ro på landet.
Vi forelskede os i det her sted. Nogle gange, når vi har været til sociale arrangementer, har det været lidt hårdt stadig at være i byen og ikke kunne blive en del af fællesskabet endnu. Jeg er meget spændt på hele flytteprocessen. Hvordan det går med at flytte med et lille barn ind i et helt nyt hus, hvor vi gerne selv vil lave nogle fede integrerede opbevaringsmuligheder, og så samtidig flytte ind i et bofællesskab, som vi også skal forholde os til. Der er rigtigt mange ting, der sker på samme tid.
Tobias og jeg er meget forskellige personligheder, og det har vi talt en del om. Han er introvert, og jeg er ekstrovert, så vi indgår i fællesskaber på forskellige måder. Jeg får energi af at være en del af fællesskabet, når vi er mange sammen, hvor Tobias bedre kan lide samtaler på to-mands hånd og gennem de praktiske opgaver, der sikkert kommer til at være mange af.
Vi har haft mange dialoger om, at vi må være gode til at tjekke ind med hinanden og fortælle, hvordan vi har det. Det er vigtigt for os begge to, at vi forventningsafstemmer, fordi vi grundlæggende har en forskellig tilgang til fællesskab. Vi har talt om, at vi skal skabe en god balance mellem det private og det fælles liv. Nogle gange er det vigtigt for os, og særligt Tobias, at kunne lukke døren. Samtidig kan jeg nemmere udleve min ekstroverte personlighed på den anden side af døren. ,
Jeg har ikke så mange bekymringer – ikke fordi jeg tror, det bare bliver nemt, men vi har gjort os mange overvejelser omkring de ting, der følger med i et bofællesskab. Der er mange bonusser ved fællesskabet - fællesspisningen og alt det, man kan løfte sammen – og så er der også en masse holdninger, kompromisser og diskussioner.
Når jeg fortæller mine venner, at vi skal flytte i bofællesskab, kan jeg mærke på dem, at de synes, det lyder som et Utopia – med fællesskab, fællesspisninger, og børn, der kan løbe ud og ind ad dørene hos hinanden, men vi ved også, at det til tider kan være udfordrende at bo sammen på tværs af generationer, holdninger og værdier.
Heldigvis har vi haft mange refleksioner sammen – både som par og i hele fællesskabet – om hvad der er godt og svært. Vi kaster os ikke bare hovedkulds ud i det. Vi er forberedte. Jeg synes, det er vigtig at indstille sig på, at man ikke altid kan få det på sin måde, når man er så mange mennesker, der skal leve sammen, og det at kunne indgå i et kompromis er alfa og omega. Man skal være villig til, at for eksempel indretningen af fælleshuset, eller hvad man skal spise sammen til fællesspisningen, måske ikke lige er det, man selv ønsker.
"Man må have en åbenhed. Hvis man står for fast på sine egne ønsker, bliver man kun skuffet."
Jeg synes, det er fedt at blive udfordret, og det er ikke noget, jeg frygter. Det er bare sådan, det er. Selvfølgelig er det hårdere, at vi skal blive enige om nogle ting, for det er man ikke altid, men jeg frygter det ikke. Jeg tror også på, at man bliver et mere rummeligt menneske, når man ikke kun omgiver sig med mennesker, der ligner en, men som har forskellige aldre, baggrunde og synspunkter.
Jeg glæder mig til mange ting. Jeg glæder mig til at dyrke min tætte familie og det store fællesskab i Sjællandsk Muld. At kunne trække sig ind og være i det her vilde hus, som er vores første hus, men også være med til at se bofællesskabet vokse.
Jeg glæder mig vildt meget til at begynde at lære folk at kende og lave ting sammen og ikke altid snakke. Hjælpe Henrik med bierne, gå til babymassage i Siala, men også til alt det spontane samvær, der ikke kan planlægges, men som bare opstår - alt det, der sker, når man støder ind i hinanden, fordi man er nede i nyttehaven eller ser til fårene.
Jeg synes nogle gange, det er underligt at bo klos op og ned ad andre mennesker inde i byen, men man ses ikke, og de er fremmede for en. Her kommer vi hinanden ved. Jeg tænker, at vi kan være sammen på en mere naturlig måde, hvor vi laver noget sammen - hypper kartofler eller har andre opgaver.
"Det giver et andet fællesskab, når man har noget helt konkret at være sammen om."
Vi har en lille datter på to måneder, og det bliver spændende at se, hvordan vi kan finde en balance mellem at være der for hende og bidrage til fællesskabet. Det vigtigste for mig i den første tid er at komme på plads. Vi skal bo tre mennesker på 75 m2, og det er vigtigt at få skabt et hjem relativt hurtigt. Jeg er på barsel og vil ikke bo i flyttekasser, så vi skal få landet et kompromis, hvor vi føler os hjemme, og samtidig kan få kickstartet det at være del af et bofællesskab.
"Sjællandsk Muld løfter barren for bofællesskaber" - læs om baggrunden og tilblivelsen af bofællesskabet.
Vil du følge med i Sjællandsk Mulds nye, kommende nabo - bofællesskabet "Roden" - der vil bestå af andelsboliger? Du kan følge med her.
Vil du læse om storbofællesskabet Hyllegaard Høje, hvor Sjællandsk Muld er det første ud af i alt seks realiserede bofælleskaber?
Skriv din email, og du vil få vores nyhedsbrev. Hvis du vil opbygge anciennitet til nuværende og fremtidige landsbyer, så husk at blive medlem her.
Vil du følge med i Almenr?
Se alle ↩
Vi lover at vi ikke fylder din inbox unødigt