Det startede med samtaler om et middagsbord. Det startede som en vild drøm. Jonas Halfter sad sammen med sine venner. De drømte om at have et sted, hvor de kunne tage hen sammen i weekender og i ferier. Det skulle være et fristed og et fritliggende sted. Uden hække og iskiosker. Uden pæne sommerhuskvarterer som naboer. Det skulle ligge helt ude i den rå og vilde natur. Og der skulle være masser af muligheder for at skabe noget.
Læs historien bag Almenrs fritidslandsbyer og et portræt af Jonas Halfter, der - udover at være partner i Almenr - er initiativtager og idemand bag vores fritidslandsbyer. Hør, hvordan det hele startede … fra den første fritidslandsby Gammalstorp i Sydsverige til den næste Tang & Lyng i Ellinge Lyng i Odsherred.
I virkeligheden ville jeg ikke lave en fritidslandsby … haha. Det var faktisk slet ikke planen. Jeg ville bare gerne have et sted sammen med mine venner, og det skulle være stort nok til, at vi alle sammen kunne være der samtidig. Det skulle være et slags helle, vi kunne tage til.
Når vi sad til middag med hinanden og snakkede om, hvad vi drømte om, så var det dét her fristed. Det var vigtigt for os, at det ikke var et sommerhus, der lå på en lille grund med en hæk omkring, men et sted, hvor vi kunne føle os frie, og det skulle være et sted, hvor vi med tiden kunne skabe noget og tilføje noget. Der skulle være muligheder. Det skulle være en fest at komme til, fordi der altid er nogen, der har gang i noget: En langbordsmiddag, et bål, mountainbike-ture eller bygge noget sammen.
Vi startede med at kigge på boligsiden, ligesom alle andre gør. Vi tog rundt i hele Danmark, specielt i Odsherred. Hver weekend i et år kørte vi rundt. Vi slog vores telt op på en eller anden mark, og næste dag tog vi videre og tjekkede den næste grund ud.
Vi endte med at konkludere, at en lille sommerhusgrund bare ikke var noget for os. Så begyndte vi at køre til Sverige, hvor vi fandt den vildeste grund og en grundejer, som tilfældigvis havde en masse andre grunde til salg, så vi i sidste ende kunne sikre, at der ikke blev bygget så meget, og bare lade meget af det være natur. Og så tog det bare fart! Det blev til et Almenr projekt, som er blevet til meget mere og meget større, end mine venner og jeg tænkte fra starten.
Det er et fristed, du kan tappe ind i en weekend, en uge eller en ferieperiode. Det er også et sted, hvor du har alle de muligheder, du kunne drømme om. Fritidslandsbyen Gammalstorp ligger i en magisk skov med bakker og søer og bondegårde som naboer.
Vi har lækrere huse, end vi hver især ville have råd til. De er tegnet af arkitekter, vi synes, er seje - og nu har vi hytter, lækre fælleshuse og vores badesø og meget mere. Husene står på de bedste og mest udsøgte steder i skoven som om, nogen har sat dem nænsomt ned mellem træerne med en lille fin pipettetang - ligesom de gør på en Michelin restaurant.
Det kan egentlig kun lade sig gøre, hvis du har psykopat mange penge til at købe en kæmpe skov, men så står du med det problem, at du sidder derude helt alene. Og er det sjovt?! Eller også kan din drøm lade sig gøre, fordi du går sammen med nogle andre! Det var det, vi gjorde. Vi gik sammen og satte nogle dogmer – nogle fælles spilleregler – som blandt andet handlede om, at vi ville bevare naturen. Den skulle være vores bestyrelsesformand, hvilket har betydet, at vi f.eks. kun har fældet fem træer, som faktisk er endt med at blive til smukke langborde til fællesskabet. I Tang & Lyng er planen kun at bygge på et par procent af den store 90.000 m2 grund – resten bliver vildt eller dyrket for biodiversitet.
At gå sammen om en fritidslandsby giver jo sindssyg god mening. Danske sommerhuse står tomme 283 dage om året. Så det vil sige, at det kun er 82 dage om året – som er inklusiv de dage, de bliver udlejede og udlånt til venner og familie – at et sommerhus i Danmark i gennemsnit bliver brugt.
Nu, hvor det er blevet i større skala, og vi er mange til at dele husene, endte vi faktisk med at udvikle vores egen algoritme til at sikre, at alle får fleksibel adgang til boligerne. Den håndterer alt fra digitale nøgler og betaling af husleje, så det ikke bliver en hovedpine at administrere. Vi kiggede på de forskellige bookingmetoder og fandt hurtigt ud af, at vi ikke ville lave timeshare med faste uger eller et bookingsystem som Airbnb, hvor det handler om at være hurtigst. I stedet fokuserede vi på at optimere for fairness. Det krævede et samarbejde med otte studerende fra IT-universitetet, hvor vi endte med at ansætte tre af dem.
Faktisk var jeg pissebange i marts, da de første huse var færdige, og vi åbnede landsbyen. Det var frygtindgydende, fordi jeg for fire år siden, da vi startede Gammalstorp, havde stået på en kasse og ”trommet”: ”Hvem vil være med til at lave den her landsby”, og så lige pludselig følte jeg, at jeg stod til ansvar for det hele.
Det giver på en måde ikke så god mening, at jeg var bange, fordi det hele er samejet, og vi havde skabt det sammen, men jeg følte alligevel, at nu skulle jeg til eksamen. Vi havde jo bare arbejdet ud for en drøm og en vision. Vi havde ikke haft computervisualiseringer. Og pludselig skulle vi tage landsbyen i brug.
Det var en oplevelse første gang, jeg var deroppe i marts. Jeg mødte en mand, der stod og græd, fordi han ikke havde set sit barn i to timer, fordi barnet var ude i skoven og bygge hule med fire andre børn, som barnet lige havde mødt. Han græd, fordi det var hans drøm, at livet skulle udfolde sig netop på den måde, når de kom op i Fritidslandsbyen.
... Jeg ved ikke, hvorfor jeg selv bliver rørt lige nu, når jeg fortæller det her. Jeg tror, det handler om, at det jo ikke er husene, som skaber et sted, det er menneskerne. Det er en lille episode, som jeg husker, fordi den også viser, at når vi er trygge, er vores børn det også – så løber de bare rundt i skoven og leger. Og Fritidslandsbyen blev faktisk et fristed. Vi kunne skabe et trygt og magisk Bulderby i denne her utroligt smukke skov.
Højdepunktet i Gammalstorp i denne sommer er underligt nok også, at det bare er, som vi havde drømt om. Vi har haft så mange snakke, og vi kender grunden som vores egen baglomme. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det bare er enormt rart at være der. Det føles helt naturligt som om, det er et sort-hvidt billede, der er blevet fremkaldt. Det vildeste er, at vi kun er i begyndelsen, for det er nu, at vi skal fyre den af, og for alvor skal få landsbyen til at udfolde sig.
Jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde. Jeg vidste ikke, hvor besværligt byggeri er. Jeg havde aldrig taget et lån i banken eller prøvet at købe noget. Jeg tror, at hvis man vidste, hvor reelt besværligt det var, ville de færreste starte – det skal være båret af en stærk vision om at være del af noget større for at kunne lykkes.
På papiret er det ikke muligt at lave sådan en landsby. Når man taler om bofællesskaber, som minder om fritidslandsbyer, er det 7 ud af 10, der mislykkes, og dem, som det lykkes for, er ti år undervejs. Det er megasvært!
Årsagen til, at det lykkes - og at vi nu gør det igen med den nye fritidslandsby Tang & Lyng – er, at Almenr har skabt en model for et partnerskab. For hvordan finansierer du noget, som ikke findes, og som koster 50 millioner at bygge? Hvordan stiller du sikkerhed til alle andelshavere, der skal være med i det? Det skal jo også være trygt for dem. Hvis der er en, der pludselig ikke ønsker at være med længere, skal det ikke gå ud over de andre. Hvordan skaffer du en grund, hvor du har mulighed for at have fire år til at tænke over, hvordan den skal indrettes. Hvor finder du en bank, som vil være med til at tage stilling til en kæmpe gruppe menneskers økonomi? Eller hvordan får du lavet en lokalplan?
Almenrs rolle er at sørge for, at beslutninger om finansiering og byggestyring bliver truffet, og at der er fremdrift hele vejen rundt, og at visionen bliver holdt. Det er årsagen til, at vi fik det til at lykkes. Vi havde Almenr, som har tjek på de ting, og som kunne gøre bygge- og skabelsesprocessen både kortere, smidigere og sjovere.
Der har selvfølgelig været masser af udfordringer – det har ikke været let hele vejen igennem – men nu er vi her, og vi har en masse erfaring, som vi tager med til den næste fritidslandsby.
I sidste ende er det ikke Almenr’s landsby. Vi sørger bare for, at alle legoklodser falder i hak, når de skal det. Almenr er på vej ud af Gammalstorp, men jeg er stadig med som privatperson.
Tang & Lyng er igen et eksempel på, at det her bare ikke er muligt for en enkelt person. Vi har ni hektar jord og en bondegård, og vi vil kun bygge på et par procent af grunden. Det skal være et fristed på et vildt naturområde, hvor vi vil have huse placeret i klynger i landskabet og sauna og vildmarksbad og mulighed for at dyrke vores egne afgrøder. Vi kan få alt det, vi gerne vil have, fordi vi er mange, der går sammen.
I Tang & Lyng går vi skridtet videre end Gammalstorp, for den eneste ting, der mangler dér i Sverige, er, at der er nogen, der bor der - altså nogen, som passer på stedet, er værter og måske endda dyrker grøntsager på engen og har får til at passe plænen. Vi har vores egen bondegård, så det er naturligt at et værtspar skal bo her, og være landsbyens hjerte.
Når du kommer til din fritidslandsby, skal du ikke have lavet en aftale med nogen i forvejen. Du går bare hen til værkstedet og ser, hvem der er der, eller du går hen til bondegården og er med til langbordsmiddag. At gå med i en fritidslandsby er en måde at sikre, at din kommende nabo er fed og har fede værdier, så når du tager til dit fristed, har du naturligt nogle gode mennesker omkring dig. Det gør en verden til forskel at være omringet af mennesker, der vil fællesskab.
Det slår mig, at det er så underligt, at fritidslandsbyer ikke bare er standard. Det er et underligt behov, vi har, at vi selv vil eje alting. Vi har begrænset vores forestillingsevne ved at tænke, at ”jeg vil have noget, der er mit”. Vi har misforstået noget. Vi har glemt, at det er naturligt at være fælles, og at vi mennesker trives allerbedst i sociale relationer.
Det er faktisk godt og positivt, at der er nogen, der forventer noget af os, og at vi er sammen med nogen om noget. Når man har nogle dogmer og spilleregler – og en fødselshjælper som Almenr – er processen ikke så besværlig, som den måske kan lyde. Du bliver stærkere, når du går sammen med andre. Og det er sjovere!
Læs om Fritidslandsbyen Gammalstorp.
Læs om den første sommer i Gammalstorp i artiklen "Det var værd at vente på".
Læs om Fritidslandsbyen Tang & Lyng.
Det startede med samtaler om et middagsbord. Det startede som en vild drøm. Jonas Halfter sad sammen med sine venner. De drømte om at have et sted, hvor de kunne tage hen sammen i weekender og i ferier. Det skulle være et fristed og et fritliggende sted. Uden hække og iskiosker. Uden pæne sommerhuskvarterer som naboer. Det skulle ligge helt ude i den rå og vilde natur. Og der skulle være masser af muligheder for at skabe noget.
Læs historien bag Almenrs fritidslandsbyer og et portræt af Jonas Halfter, der - udover at være partner i Almenr - er initiativtager og idemand bag vores fritidslandsbyer. Hør, hvordan det hele startede … fra den første fritidslandsby Gammalstorp i Sydsverige til den næste Tang & Lyng i Ellinge Lyng i Odsherred.
I virkeligheden ville jeg ikke lave en fritidslandsby … haha. Det var faktisk slet ikke planen. Jeg ville bare gerne have et sted sammen med mine venner, og det skulle være stort nok til, at vi alle sammen kunne være der samtidig. Det skulle være et slags helle, vi kunne tage til.
Når vi sad til middag med hinanden og snakkede om, hvad vi drømte om, så var det dét her fristed. Det var vigtigt for os, at det ikke var et sommerhus, der lå på en lille grund med en hæk omkring, men et sted, hvor vi kunne føle os frie, og det skulle være et sted, hvor vi med tiden kunne skabe noget og tilføje noget. Der skulle være muligheder. Det skulle være en fest at komme til, fordi der altid er nogen, der har gang i noget: En langbordsmiddag, et bål, mountainbike-ture eller bygge noget sammen.
Vi startede med at kigge på boligsiden, ligesom alle andre gør. Vi tog rundt i hele Danmark, specielt i Odsherred. Hver weekend i et år kørte vi rundt. Vi slog vores telt op på en eller anden mark, og næste dag tog vi videre og tjekkede den næste grund ud.
Vi endte med at konkludere, at en lille sommerhusgrund bare ikke var noget for os. Så begyndte vi at køre til Sverige, hvor vi fandt den vildeste grund og en grundejer, som tilfældigvis havde en masse andre grunde til salg, så vi i sidste ende kunne sikre, at der ikke blev bygget så meget, og bare lade meget af det være natur. Og så tog det bare fart! Det blev til et Almenr projekt, som er blevet til meget mere og meget større, end mine venner og jeg tænkte fra starten.
Det er et fristed, du kan tappe ind i en weekend, en uge eller en ferieperiode. Det er også et sted, hvor du har alle de muligheder, du kunne drømme om. Fritidslandsbyen Gammalstorp ligger i en magisk skov med bakker og søer og bondegårde som naboer.
Vi har lækrere huse, end vi hver især ville have råd til. De er tegnet af arkitekter, vi synes, er seje - og nu har vi hytter, lækre fælleshuse og vores badesø og meget mere. Husene står på de bedste og mest udsøgte steder i skoven som om, nogen har sat dem nænsomt ned mellem træerne med en lille fin pipettetang - ligesom de gør på en Michelin restaurant.
Det kan egentlig kun lade sig gøre, hvis du har psykopat mange penge til at købe en kæmpe skov, men så står du med det problem, at du sidder derude helt alene. Og er det sjovt?! Eller også kan din drøm lade sig gøre, fordi du går sammen med nogle andre! Det var det, vi gjorde. Vi gik sammen og satte nogle dogmer – nogle fælles spilleregler – som blandt andet handlede om, at vi ville bevare naturen. Den skulle være vores bestyrelsesformand, hvilket har betydet, at vi f.eks. kun har fældet fem træer, som faktisk er endt med at blive til smukke langborde til fællesskabet. I Tang & Lyng er planen kun at bygge på et par procent af den store 90.000 m2 grund – resten bliver vildt eller dyrket for biodiversitet.
At gå sammen om en fritidslandsby giver jo sindssyg god mening. Danske sommerhuse står tomme 283 dage om året. Så det vil sige, at det kun er 82 dage om året – som er inklusiv de dage, de bliver udlejede og udlånt til venner og familie – at et sommerhus i Danmark i gennemsnit bliver brugt.
Nu, hvor det er blevet i større skala, og vi er mange til at dele husene, endte vi faktisk med at udvikle vores egen algoritme til at sikre, at alle får fleksibel adgang til boligerne. Den håndterer alt fra digitale nøgler og betaling af husleje, så det ikke bliver en hovedpine at administrere. Vi kiggede på de forskellige bookingmetoder og fandt hurtigt ud af, at vi ikke ville lave timeshare med faste uger eller et bookingsystem som Airbnb, hvor det handler om at være hurtigst. I stedet fokuserede vi på at optimere for fairness. Det krævede et samarbejde med otte studerende fra IT-universitetet, hvor vi endte med at ansætte tre af dem.
Faktisk var jeg pissebange i marts, da de første huse var færdige, og vi åbnede landsbyen. Det var frygtindgydende, fordi jeg for fire år siden, da vi startede Gammalstorp, havde stået på en kasse og ”trommet”: ”Hvem vil være med til at lave den her landsby”, og så lige pludselig følte jeg, at jeg stod til ansvar for det hele.
Det giver på en måde ikke så god mening, at jeg var bange, fordi det hele er samejet, og vi havde skabt det sammen, men jeg følte alligevel, at nu skulle jeg til eksamen. Vi havde jo bare arbejdet ud for en drøm og en vision. Vi havde ikke haft computervisualiseringer. Og pludselig skulle vi tage landsbyen i brug.
Det var en oplevelse første gang, jeg var deroppe i marts. Jeg mødte en mand, der stod og græd, fordi han ikke havde set sit barn i to timer, fordi barnet var ude i skoven og bygge hule med fire andre børn, som barnet lige havde mødt. Han græd, fordi det var hans drøm, at livet skulle udfolde sig netop på den måde, når de kom op i Fritidslandsbyen.
... Jeg ved ikke, hvorfor jeg selv bliver rørt lige nu, når jeg fortæller det her. Jeg tror, det handler om, at det jo ikke er husene, som skaber et sted, det er menneskerne. Det er en lille episode, som jeg husker, fordi den også viser, at når vi er trygge, er vores børn det også – så løber de bare rundt i skoven og leger. Og Fritidslandsbyen blev faktisk et fristed. Vi kunne skabe et trygt og magisk Bulderby i denne her utroligt smukke skov.
Højdepunktet i Gammalstorp i denne sommer er underligt nok også, at det bare er, som vi havde drømt om. Vi har haft så mange snakke, og vi kender grunden som vores egen baglomme. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det bare er enormt rart at være der. Det føles helt naturligt som om, det er et sort-hvidt billede, der er blevet fremkaldt. Det vildeste er, at vi kun er i begyndelsen, for det er nu, at vi skal fyre den af, og for alvor skal få landsbyen til at udfolde sig.
Jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde. Jeg vidste ikke, hvor besværligt byggeri er. Jeg havde aldrig taget et lån i banken eller prøvet at købe noget. Jeg tror, at hvis man vidste, hvor reelt besværligt det var, ville de færreste starte – det skal være båret af en stærk vision om at være del af noget større for at kunne lykkes.
På papiret er det ikke muligt at lave sådan en landsby. Når man taler om bofællesskaber, som minder om fritidslandsbyer, er det 7 ud af 10, der mislykkes, og dem, som det lykkes for, er ti år undervejs. Det er megasvært!
Årsagen til, at det lykkes - og at vi nu gør det igen med den nye fritidslandsby Tang & Lyng – er, at Almenr har skabt en model for et partnerskab. For hvordan finansierer du noget, som ikke findes, og som koster 50 millioner at bygge? Hvordan stiller du sikkerhed til alle andelshavere, der skal være med i det? Det skal jo også være trygt for dem. Hvis der er en, der pludselig ikke ønsker at være med længere, skal det ikke gå ud over de andre. Hvordan skaffer du en grund, hvor du har mulighed for at have fire år til at tænke over, hvordan den skal indrettes. Hvor finder du en bank, som vil være med til at tage stilling til en kæmpe gruppe menneskers økonomi? Eller hvordan får du lavet en lokalplan?
Almenrs rolle er at sørge for, at beslutninger om finansiering og byggestyring bliver truffet, og at der er fremdrift hele vejen rundt, og at visionen bliver holdt. Det er årsagen til, at vi fik det til at lykkes. Vi havde Almenr, som har tjek på de ting, og som kunne gøre bygge- og skabelsesprocessen både kortere, smidigere og sjovere.
Der har selvfølgelig været masser af udfordringer – det har ikke været let hele vejen igennem – men nu er vi her, og vi har en masse erfaring, som vi tager med til den næste fritidslandsby.
I sidste ende er det ikke Almenr’s landsby. Vi sørger bare for, at alle legoklodser falder i hak, når de skal det. Almenr er på vej ud af Gammalstorp, men jeg er stadig med som privatperson.
Tang & Lyng er igen et eksempel på, at det her bare ikke er muligt for en enkelt person. Vi har ni hektar jord og en bondegård, og vi vil kun bygge på et par procent af grunden. Det skal være et fristed på et vildt naturområde, hvor vi vil have huse placeret i klynger i landskabet og sauna og vildmarksbad og mulighed for at dyrke vores egne afgrøder. Vi kan få alt det, vi gerne vil have, fordi vi er mange, der går sammen.
I Tang & Lyng går vi skridtet videre end Gammalstorp, for den eneste ting, der mangler dér i Sverige, er, at der er nogen, der bor der - altså nogen, som passer på stedet, er værter og måske endda dyrker grøntsager på engen og har får til at passe plænen. Vi har vores egen bondegård, så det er naturligt at et værtspar skal bo her, og være landsbyens hjerte.
Når du kommer til din fritidslandsby, skal du ikke have lavet en aftale med nogen i forvejen. Du går bare hen til værkstedet og ser, hvem der er der, eller du går hen til bondegården og er med til langbordsmiddag. At gå med i en fritidslandsby er en måde at sikre, at din kommende nabo er fed og har fede værdier, så når du tager til dit fristed, har du naturligt nogle gode mennesker omkring dig. Det gør en verden til forskel at være omringet af mennesker, der vil fællesskab.
Det slår mig, at det er så underligt, at fritidslandsbyer ikke bare er standard. Det er et underligt behov, vi har, at vi selv vil eje alting. Vi har begrænset vores forestillingsevne ved at tænke, at ”jeg vil have noget, der er mit”. Vi har misforstået noget. Vi har glemt, at det er naturligt at være fælles, og at vi mennesker trives allerbedst i sociale relationer.
Det er faktisk godt og positivt, at der er nogen, der forventer noget af os, og at vi er sammen med nogen om noget. Når man har nogle dogmer og spilleregler – og en fødselshjælper som Almenr – er processen ikke så besværlig, som den måske kan lyde. Du bliver stærkere, når du går sammen med andre. Og det er sjovere!
Læs om Fritidslandsbyen Gammalstorp.
Læs om den første sommer i Gammalstorp i artiklen "Det var værd at vente på".
Læs om Fritidslandsbyen Tang & Lyng.
Skriv din email, og du vil få vores nyhedsbrev. Hvis du vil opbygge anciennitet til nuværende og fremtidige landsbyer, så husk at blive medlem her.
Vil du følge med i Almenr?
Se alle ↩
Vi lover at vi ikke fylder din inbox unødigt
Det startede med samtaler om et middagsbord. Det startede som en vild drøm. Jonas Halfter sad sammen med sine venner. De drømte om at have et sted, hvor de kunne tage hen sammen i weekender og i ferier. Det skulle være et fristed og et fritliggende sted. Uden hække og iskiosker. Uden pæne sommerhuskvarterer som naboer. Det skulle ligge helt ude i den rå og vilde natur. Og der skulle være masser af muligheder for at skabe noget.
Læs historien bag Almenrs fritidslandsbyer og et portræt af Jonas Halfter, der - udover at være partner i Almenr - er initiativtager og idemand bag vores fritidslandsbyer. Hør, hvordan det hele startede … fra den første fritidslandsby Gammalstorp i Sydsverige til den næste Tang & Lyng i Ellinge Lyng i Odsherred.
I virkeligheden ville jeg ikke lave en fritidslandsby … haha. Det var faktisk slet ikke planen. Jeg ville bare gerne have et sted sammen med mine venner, og det skulle være stort nok til, at vi alle sammen kunne være der samtidig. Det skulle være et slags helle, vi kunne tage til.
Når vi sad til middag med hinanden og snakkede om, hvad vi drømte om, så var det dét her fristed. Det var vigtigt for os, at det ikke var et sommerhus, der lå på en lille grund med en hæk omkring, men et sted, hvor vi kunne føle os frie, og det skulle være et sted, hvor vi med tiden kunne skabe noget og tilføje noget. Der skulle være muligheder. Det skulle være en fest at komme til, fordi der altid er nogen, der har gang i noget: En langbordsmiddag, et bål, mountainbike-ture eller bygge noget sammen.
Vi startede med at kigge på boligsiden, ligesom alle andre gør. Vi tog rundt i hele Danmark, specielt i Odsherred. Hver weekend i et år kørte vi rundt. Vi slog vores telt op på en eller anden mark, og næste dag tog vi videre og tjekkede den næste grund ud.
Vi endte med at konkludere, at en lille sommerhusgrund bare ikke var noget for os. Så begyndte vi at køre til Sverige, hvor vi fandt den vildeste grund og en grundejer, som tilfældigvis havde en masse andre grunde til salg, så vi i sidste ende kunne sikre, at der ikke blev bygget så meget, og bare lade meget af det være natur. Og så tog det bare fart! Det blev til et Almenr projekt, som er blevet til meget mere og meget større, end mine venner og jeg tænkte fra starten.
Det er et fristed, du kan tappe ind i en weekend, en uge eller en ferieperiode. Det er også et sted, hvor du har alle de muligheder, du kunne drømme om. Fritidslandsbyen Gammalstorp ligger i en magisk skov med bakker og søer og bondegårde som naboer.
Vi har lækrere huse, end vi hver især ville have råd til. De er tegnet af arkitekter, vi synes, er seje - og nu har vi hytter, lækre fælleshuse og vores badesø og meget mere. Husene står på de bedste og mest udsøgte steder i skoven som om, nogen har sat dem nænsomt ned mellem træerne med en lille fin pipettetang - ligesom de gør på en Michelin restaurant.
Det kan egentlig kun lade sig gøre, hvis du har psykopat mange penge til at købe en kæmpe skov, men så står du med det problem, at du sidder derude helt alene. Og er det sjovt?! Eller også kan din drøm lade sig gøre, fordi du går sammen med nogle andre! Det var det, vi gjorde. Vi gik sammen og satte nogle dogmer – nogle fælles spilleregler – som blandt andet handlede om, at vi ville bevare naturen. Den skulle være vores bestyrelsesformand, hvilket har betydet, at vi f.eks. kun har fældet fem træer, som faktisk er endt med at blive til smukke langborde til fællesskabet. I Tang & Lyng er planen kun at bygge på et par procent af den store 90.000 m2 grund – resten bliver vildt eller dyrket for biodiversitet.
At gå sammen om en fritidslandsby giver jo sindssyg god mening. Danske sommerhuse står tomme 283 dage om året. Så det vil sige, at det kun er 82 dage om året – som er inklusiv de dage, de bliver udlejede og udlånt til venner og familie – at et sommerhus i Danmark i gennemsnit bliver brugt.
Nu, hvor det er blevet i større skala, og vi er mange til at dele husene, endte vi faktisk med at udvikle vores egen algoritme til at sikre, at alle får fleksibel adgang til boligerne. Den håndterer alt fra digitale nøgler og betaling af husleje, så det ikke bliver en hovedpine at administrere. Vi kiggede på de forskellige bookingmetoder og fandt hurtigt ud af, at vi ikke ville lave timeshare med faste uger eller et bookingsystem som Airbnb, hvor det handler om at være hurtigst. I stedet fokuserede vi på at optimere for fairness. Det krævede et samarbejde med otte studerende fra IT-universitetet, hvor vi endte med at ansætte tre af dem.
Faktisk var jeg pissebange i marts, da de første huse var færdige, og vi åbnede landsbyen. Det var frygtindgydende, fordi jeg for fire år siden, da vi startede Gammalstorp, havde stået på en kasse og ”trommet”: ”Hvem vil være med til at lave den her landsby”, og så lige pludselig følte jeg, at jeg stod til ansvar for det hele.
Det giver på en måde ikke så god mening, at jeg var bange, fordi det hele er samejet, og vi havde skabt det sammen, men jeg følte alligevel, at nu skulle jeg til eksamen. Vi havde jo bare arbejdet ud for en drøm og en vision. Vi havde ikke haft computervisualiseringer. Og pludselig skulle vi tage landsbyen i brug.
Det var en oplevelse første gang, jeg var deroppe i marts. Jeg mødte en mand, der stod og græd, fordi han ikke havde set sit barn i to timer, fordi barnet var ude i skoven og bygge hule med fire andre børn, som barnet lige havde mødt. Han græd, fordi det var hans drøm, at livet skulle udfolde sig netop på den måde, når de kom op i Fritidslandsbyen.
... Jeg ved ikke, hvorfor jeg selv bliver rørt lige nu, når jeg fortæller det her. Jeg tror, det handler om, at det jo ikke er husene, som skaber et sted, det er menneskerne. Det er en lille episode, som jeg husker, fordi den også viser, at når vi er trygge, er vores børn det også – så løber de bare rundt i skoven og leger. Og Fritidslandsbyen blev faktisk et fristed. Vi kunne skabe et trygt og magisk Bulderby i denne her utroligt smukke skov.
Højdepunktet i Gammalstorp i denne sommer er underligt nok også, at det bare er, som vi havde drømt om. Vi har haft så mange snakke, og vi kender grunden som vores egen baglomme. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at det bare er enormt rart at være der. Det føles helt naturligt som om, det er et sort-hvidt billede, der er blevet fremkaldt. Det vildeste er, at vi kun er i begyndelsen, for det er nu, at vi skal fyre den af, og for alvor skal få landsbyen til at udfolde sig.
Jeg vidste faktisk ikke, hvordan man gjorde. Jeg vidste ikke, hvor besværligt byggeri er. Jeg havde aldrig taget et lån i banken eller prøvet at købe noget. Jeg tror, at hvis man vidste, hvor reelt besværligt det var, ville de færreste starte – det skal være båret af en stærk vision om at være del af noget større for at kunne lykkes.
På papiret er det ikke muligt at lave sådan en landsby. Når man taler om bofællesskaber, som minder om fritidslandsbyer, er det 7 ud af 10, der mislykkes, og dem, som det lykkes for, er ti år undervejs. Det er megasvært!
Årsagen til, at det lykkes - og at vi nu gør det igen med den nye fritidslandsby Tang & Lyng – er, at Almenr har skabt en model for et partnerskab. For hvordan finansierer du noget, som ikke findes, og som koster 50 millioner at bygge? Hvordan stiller du sikkerhed til alle andelshavere, der skal være med i det? Det skal jo også være trygt for dem. Hvis der er en, der pludselig ikke ønsker at være med længere, skal det ikke gå ud over de andre. Hvordan skaffer du en grund, hvor du har mulighed for at have fire år til at tænke over, hvordan den skal indrettes. Hvor finder du en bank, som vil være med til at tage stilling til en kæmpe gruppe menneskers økonomi? Eller hvordan får du lavet en lokalplan?
Almenrs rolle er at sørge for, at beslutninger om finansiering og byggestyring bliver truffet, og at der er fremdrift hele vejen rundt, og at visionen bliver holdt. Det er årsagen til, at vi fik det til at lykkes. Vi havde Almenr, som har tjek på de ting, og som kunne gøre bygge- og skabelsesprocessen både kortere, smidigere og sjovere.
Der har selvfølgelig været masser af udfordringer – det har ikke været let hele vejen igennem – men nu er vi her, og vi har en masse erfaring, som vi tager med til den næste fritidslandsby.
I sidste ende er det ikke Almenr’s landsby. Vi sørger bare for, at alle legoklodser falder i hak, når de skal det. Almenr er på vej ud af Gammalstorp, men jeg er stadig med som privatperson.
Tang & Lyng er igen et eksempel på, at det her bare ikke er muligt for en enkelt person. Vi har ni hektar jord og en bondegård, og vi vil kun bygge på et par procent af grunden. Det skal være et fristed på et vildt naturområde, hvor vi vil have huse placeret i klynger i landskabet og sauna og vildmarksbad og mulighed for at dyrke vores egne afgrøder. Vi kan få alt det, vi gerne vil have, fordi vi er mange, der går sammen.
I Tang & Lyng går vi skridtet videre end Gammalstorp, for den eneste ting, der mangler dér i Sverige, er, at der er nogen, der bor der - altså nogen, som passer på stedet, er værter og måske endda dyrker grøntsager på engen og har får til at passe plænen. Vi har vores egen bondegård, så det er naturligt at et værtspar skal bo her, og være landsbyens hjerte.
Når du kommer til din fritidslandsby, skal du ikke have lavet en aftale med nogen i forvejen. Du går bare hen til værkstedet og ser, hvem der er der, eller du går hen til bondegården og er med til langbordsmiddag. At gå med i en fritidslandsby er en måde at sikre, at din kommende nabo er fed og har fede værdier, så når du tager til dit fristed, har du naturligt nogle gode mennesker omkring dig. Det gør en verden til forskel at være omringet af mennesker, der vil fællesskab.
Det slår mig, at det er så underligt, at fritidslandsbyer ikke bare er standard. Det er et underligt behov, vi har, at vi selv vil eje alting. Vi har begrænset vores forestillingsevne ved at tænke, at ”jeg vil have noget, der er mit”. Vi har misforstået noget. Vi har glemt, at det er naturligt at være fælles, og at vi mennesker trives allerbedst i sociale relationer.
Det er faktisk godt og positivt, at der er nogen, der forventer noget af os, og at vi er sammen med nogen om noget. Når man har nogle dogmer og spilleregler – og en fødselshjælper som Almenr – er processen ikke så besværlig, som den måske kan lyde. Du bliver stærkere, når du går sammen med andre. Og det er sjovere!
Læs om Fritidslandsbyen Gammalstorp.
Læs om den første sommer i Gammalstorp i artiklen "Det var værd at vente på".
Læs om Fritidslandsbyen Tang & Lyng.
Skriv din email, og du vil få vores nyhedsbrev. Hvis du vil opbygge anciennitet til nuværende og fremtidige landsbyer, så husk at blive medlem her.
Vil du følge med i Almenr?
Se alle ↩
Vi lover at vi ikke fylder din inbox unødigt